Múte B. Egede holder pressemøde: Arbejder på møde med Trump-administrationen
Formanden for Naalakkersuisut har indkaldt til pressemøde om "aktuelle sager."
Naalakkersuisut holder pressemøde tirsdag middag.
Foto: Arnaq Nielsen
Formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede (IA) har indkaldt til pressemøde tirsdag middag, og presserummet er stuvende fuldt.
Der er stor interesse for Grønland i disse dage, og den er ikke blevet mindsket med de seneste meldinger fra den amerikanske præsident Donald Trump.
Mandag sagde Trump, at han regner med, at Danmark vil gå med til at indfri USA's ønsker vedrørende Grønland.
Mute B. Egede indleder pressemødet med at slå fast, at Grønlands fremtid skal bestemmes i Grønland.
Han fortæller, at samtlige partier er blevet indkaldt tirsdag formiddag til orientering om situationen omkring den store interesse fra USA.
Der er desuden en løbende dialog med samarbejdspartnere. Det gælder både danske og amerikanske men også andre lande, fortæller Mùte B. Egede.
Arbejder for møde med Trump
Egede slår fast, at Grønland er en del af de vestlige allierede, men at situationen er alvorlig.
Han siger videre, at man arbejder for at komme igennem til Trump-administrationen, og det håber man sker i løbet af de nærmeste dage.
Naalakkersuisoq for selvstændighed, Vivian Motzfeldt (S), er også til stede ved pressemødet, og hun tilføjer, at Grønland satser på at mødes med USA indenfor "de nærmeste dage."
Med hensyn til mandagens udmeldinger fra Trump siger Múte B. Egede igen, at det er Grønlands befolkning, der skal bestemme over landets skæbne.
Egede: Forståelig det giver uro
Múte B. Egede bliver spurgt til, hvad han siger til borgere, der bliver bekymrede over udmeldingerne fra USA:
- Selvfølgelig er de seneste ting, der er sket, bekymrende, siger Naalakkersuisut-formanden og fortsætter:
- Det er forståeligt, at det giver uro, men det er vigtigt at mane til ro.
Tidligere i dag meldte fagbossen Jess G. Berthelsen ud, at han mente, at selvstændighedsretorikken bør sættes på pause af politikerne, og Grønland bør stå sammen med Danmark og EU for at imødegå det massive pres fra USA.
Forholdt dette henviser Egede til, at Grønland fortsat arbejder på selvstændighed og tager et skridt af gangen.
Vivian Motzfeldt supplerer og understreger, at Naalakkersuisut forsøger at komme samlet igennem denne situation, og at Grønland følger lovgivningen og samarbejder på baggrund af internationale spilleregler.
Mùte B. Egede slutter af med at opfordre til at stå sammen, og han er også optimistisk i forhold til Grønlands muligheder:
- Fremtiden giver muligheder, siger Múte B. Egede.