Musk sender Teslas hjemstat til afstemning efter lønnederlag
Elon Musk vil flytte Teslas tekniske hjemstat efter retligt nederlag om sit lønspørgsmål.
Teslas aktionærer får lov til at stemme om, hvorvidt elbilselskabet fremover skal registreres i den amerikanske delstat Texas i stedet for Delaware.
Det oplyser selskabets administrerende direktør og medstifter, Elon Musk, torsdag morgen dansk tid på det sociale medie X.
Offentliggørelsen kommer, efter at en dommer i Delaware tirsdag gav en aktionær medhold i, at Musk får for meget i løn.
Teslas aktionærer godkendte i 2018 en lønpakke til Musk på op mod 56 milliarder dollar, svarende til omkring 384 milliarder kroner.
Det fik senere hen en utilfreds aktionær til at sagsøge Tesla, Musk og flere af selskabets bestyrelsesmedlemmer.
Onsdag fik aktionæren medhold i sin klage, hvilket prompte fik Musk til at reagere ved at sende spørgsmålet om selskabets registrering til afstemning på det sociale medie X, som han i øvrigt ejer.
- Folkeafstemningen har utvetydigt talt til fordel for Texas, skriver Musk på X.
87,1 procent af 1,1 million deltagere i afstemningen på X stemte for at flytte selskabets adresse til Texas. Da alle kan deltage, siger afstemningen ikke noget om, hvordan aktionærerne vil forholde sig.
Teslas hovedkvarter er i forvejen i Austin, hovedstaden i Texas. Men virksomheden er registreret i Delaware, hvilket mange andre store selskaber også er på grund af skattemæssige fordele.
Efter gårsdagens kendelsen skrev Musk på X, at man "aldrig skal registrere sin virksomhed i delstaten Delaware".
Søgsmålets parter skal som følge af dommerens kendelse fastsætte en løsning på spørgsmålet om Musks løn.
Værdien af Teslas aktie faldt 2,2 procent onsdag til 187,29 amerikanske dollar, svarende til knap 1300 kroner.
Selskabet har en markedsværdi på omkring 587 milliarder dollar.
/ritzau/