Motzfeldt: Jess G.-udmelding skaber grundløs utryghed

Næstforkvinde i Siumut, Vivian Motzfeldt, går nu i rette med partifællen Jess G. Berthelsen, der har udtalt, at han går til valg på at sat gang i Kuannersuit-mineprojektet.

- Dette skaber unødvendig og grundløs utryghed blandt beboerne i Sydgrønland, især i Narsaq, og giver anledning til tvivl om Siumuts beslutning, skriver Vivian Motzfeldt om udmeldingerne fra Jess G. Berthelsen.
Offentliggjort

Mangeårig formand for SIK, Jess G. Berthelsen, stiller op til valget til Inatsisartut for Siumut, og onsdag kom fagbossen med en række udtalelser til KNR om det omdiskuterede mineprojekt på Kuannersuit. 

Fagbossen mener, det er nødvendigt at få sat skub i projektet af hensyn til landets økonomiske udvikling

- Jeg har sagt det flere gange: Vi er nødt til at åbne en mine i Kuannersuit. Men det er selvfølgelig vigtigt for mig at inddrage borgerne. Det kan blive nødvendigt, at hele befolkningen inddrages i spørgsmålet om, hvorvidt der skal udvindes råstoffer i Kuannersuit, sagde Jess G. Berthelsen til KNR.

- Beklageligt

Allerede senere onsdag har Siumut dog udsendt en pressemeddelelse, hvor næstforkvinde Vivian Motzfeldt går i rette med udmeldingen fra Jess. G. Berthelsen.

Hun kalder det beklageligt, at han går imod partiets beslutninger fra landsmødet:

- Dette skaber unødvendig og grundløs utryghed blandt beboerne i Sydgrønland, især i Narsaq, og giver anledning til tvivl om Siumuts beslutning, skriver Vivian Motzfeldt.

Ifølge hende blev spørgsmålet om Kuannersuit endeligt afsluttet på det seneste landsmøde, og Siumuts ledelse har på nuværende tidspunkt ingen planer om at genoptage sagen:

- Derfor vil Siumut som parti hverken fremsætte forslag i Inatsisartut om at åbne Kuannersuit som mine eller inkludere spørgsmålet i vores arbejdsgrundlag, hvis vi igen bliver en del af Naalakkersuisut, lyder det fra Motzfeldt.

Uran spillede stor rolle ved sidste valg

Netop Kuannersuit-mineprojektet og deraf følgende uranudvinding spillede en stor rolle ved det seneste valg til Inatsisartut i 2021, hvor IA blev det største parti. IA gennemførte kort efter valget et forbud mod udvinding af uran sammen med koalitionspartneren Naleraq. 

Forbuddet satte indtil videre en stopper for mineprojektet. Selskabet bag har til gengæld rejst et erstatningskrav mod selvstyret og den danske stat på omkring 76 milliarder kroner.

Powered by Labrador CMS