Motzfeldt: EU har brug for os - og vi har brug for EU
I Grønland holdes der godt øje med Europaparlamentsvalget, der slutter i dag søndag. Naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S) håber, at valgresultatet vil give gunstig mulighed for fortsat samarbejde. - Vi har igennem årene opbygget et godt samarbejde og vi kan herhjemme kun krydse fingre for, at de nye medlemmer af EU-parlamentet vil fortsætte samarbejdet, siger hun til Sermitsiaq.
Grønland er ikke medlem, men har opbygget et tæt samarbejde med EU. Samarbejdet baserer sig på, ud over fiskeret, uddannelse, forskning, råstofområdet og ikke mindst om klima og omstilling til grøn energi. - Vores samarbejde baserer sig på gensidig respekt og har udviklet sig et et godt og konstruktivt samarbejde, det ønsker vi skal fortsætte efter dagens optælling og resultat, siger Vivian Motzfeldt (S) til Sermitsiaq.Foto: Leiff Josefsen
27 medlemslande i Europa er i gang med deres respektive valg til EU-parlamentet. Der skal vælges 720 medlemmer, hvoraf 15 af dem skal vælges ind fra Danmark.
Annonce
Grønlands samarbejde med EU sker direkte mellem Grønland og EU, for Grønland er knyttet til EU gennem den særlige associeringsordning for oversøiske lande og territorier (OLT).
I denne EU-valgperiode har parterne (Grønland og EU) intensiveret samarbejdet, og det har blandt andet resulteret i, at EU nu har et kontor i Grønland og indskudt 1,7 milliarder kroner i perioden 2021-2027.
Motzfeldt: Vi håber på grundlag til fortsat udvikling i samarbejdet
Hvordan de 720 nye såvel som genvalgte medlemmer i EU-parlamentet vil prioritere og hvilke grupper, der kommer til magten, vil være afgørende for hvordan samarbejdet mellem Grønland og EU skal udformes fremadrettet.
Naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), henviser til de eksisterende aftaler mellem Grønland og EU.
- Det er især indenfor arbejdet for en grøn vækst, hvor Grønland kan byde ind med ressourcer. Vi har eksempelvis de kritiske råstoffer som vores allierede har brug for og vi selv har brug for tiltag for at beskytte vort land og hele Arktis i forhold til klimakrisen.
- Under Ursulas (von der Leyen, red.) besøg i Nuuk fortalte jeg hende, at det kan vise sig at vi, når indlandsisen smelter, faktisk har alle de kritiske mineraler som EU og resten af vores allierede har brug for.
- Dette nævner jeg som eksempel fordi der foregår dramatiske ændringer i Arktis, og de ændringer vil påvirke resten af kloden. Derfor har vi brug for stærke samarbejdsrelationer, for klimakrisen er et globalt anliggende. Her er Grønland og EU-samarbejdet nået langt, siger Vivian Motzfeldt til Sermitsiaq.
Grønlands eksport til EU-lande
Motzfeldt påpeger, at EU har brug for Grønland, men omvendt har Grønland også brug for EU.
- Samarbejdet baserer sig på, ud over fiskeret, uddannelse, forskning, råstofområdet og ikke mindst om klima og omstilling til grøn energi.
- Vores samarbejde baserer sig på gensidig respekt og har udviklet sig til et godt og konstruktivt samarbejde. Det ønsker vi, skal fortsætte efter dagens optælling og resultat, siger Vivian Motzfeldt (S) til Sermitsiaq.
Ud over de efterhånden mange samarbejdsområder har Grønland til stadighed behov for at eksportere til EU-lande.
- Vi eksporterer told- og afgiftsfrit til EU-landene, og det håber vi selvfølgelig vil fortsætte efter EU-parlamentsvalget.
Vivian Motzfeldt understreger, at samarbejdet til stadighed er under udvikling, og hvis det nye EU-parlament efter valget vil det, så vil Arktis og Grønland fortsat have særlig opmærksomhed og samarbejdet kan dermed fortsættes ufortrødent.
- Men vi står udenfor EU og vi må vente og se, hvad valgresultatet til EU-parlamentet fører med sig og om der sker ændringer i forhold til Grønlands relationer med EU, slutter Naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S).