Mobiltelefoner stjålet under indbrud i medievirksomhed
Indbrudstyve slap tidligere på ugen afsted med iPhones fra et indbrud.
I denne uge blev der begået indbrud hos medievirksomheden Nanoq Media i Nuuk.
Vagtchef Palli Augustinussen fortæller til Sermitsiaq.AG, at indbruddet blev anmeldt natten til torsdag 1. december omkring kl. 03.
Efterforskningen har vist, at der blev stjålet otte iPhones fra virksomheden.
Sagen efterforskes fortsat, og vagtchefen minder om, at det er ulovligt at købe stjålne mobiltelefoner, og at det derfor er vigtigt at tænke sig om, hvis man bliver tilbudt en billig telefon.
I begyndelsen af november var politiet ude med en lignende advarsel, da elektronikforretningen Elgiganten i Nuuk blev udsat for indbrud, hvor udbyttet også var iPhones. Dengang meldte politiet, at der var stjålet telefoner for hundredetusindvis af kroner, og tre unge under 15 år tilstod senere at stå bag tyveriet.