BOLIGREFORM

Mistillidsdagsordner hagler ned over naalakkersuisoq for boliger

Oppositionspartierne Atassut og Naleraq skiftes i disse dage til at fremsætte et såkaldt § 52-forslag i forsøget på at stoppe boligreformen. I dag er ingen undtagelse, Naleraq har nemlig lige leveret en mistillidsdagsorden.

Naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Hans Peter Poulsen (S) oplever for tredje gang i løbet af to dage at modtage en mistillidsdagsorden, alle vedrørende boligreformen.
Offentliggjort

Der er vist ingen i landet, der efterhånden er i tvivl om, at oppositionspartierne, her især Atassut og Naleraq, ikke vil koalitionspartiernes boligreform. 

De to partier bliver ufortrødent ved med at bombardere naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Hans Peter Poulsen (S), med mistillidsdagsordener. Torsdag er ingen undtagelse.

Pligtsforsømmelse og fortielser

Partiet Naleraq har netop leveret en mistillidsdagsorden med begrundelsen om, at medlemmet af Naalakkersuisut enten har tilsidesat sine pligter eller fortiet oplysninger.

Ligesom i går og under behandling af et andet bolig-emne, beskyldes naalakkersusoq for pligtsforsømmelser og fortielser overfor Inatsisartut:

- Naalakkersuisoq for bolig og infrastruktur blev pålagt af Inatsisartut at få klarlagt finansieringsformer samt sikre korrekt brug af disse, blandt andet til andelsboliger.

- Dette har naalakkersuisoq selv henvist til, men undladt at inkludere handlinger, der sikrer korrekt brug i sit forslag. Dermed har naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur enten tilsidesat sine pligter eller fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for Inatsisartuts behandling af dette punkt. 

- Vi ser os med baggrund i ovenstående nødsaget til at fremsætte forslag om overgang til næste punkt på dagsordenen begrundet i mistillid til naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur.

KNR-annoncer forud for Inatsisartut-behandling

Alle de mistillidsdagsordenener skyldes også, at naalakkersuisoq for boliger, forud for Inatsisartuts behandling har valgt at køre en storstilet annoncekampagne igennem medierne og særligt i KNR med indhold fra boligreformen.

Det er oppositionspartierne rasende over og kalder det uanstændigt, uforsvarligt og disrespekt overfor Inatsisartut, at et medlem af Naalakkersuisut på den måde kan tillade sig at foregribe Inatsisartuts behandling.

Denne kampagne igennem KNR har åbenlyst givet de to oppositionspartier anledning til at bombardere medlemmet af Naalakkersuisut med mistillidsdagsordener.

Powered by Labrador CMS