Mistanke om smitsom sygdom hos hunde i Nuuk

Flere hunde har fået blodig diarré, hvoraf en af dem ikke stod til at redde.

Sygdomme hos hunde kan smitte via blandt andet afføring og opkast.
Offentliggjort

I løbet af et par dage er flere hunde i Nuuk blevet syge, hvoraf et af tilfældene endte med, at hunden døde. Hundene har alle haft blodig diarré.

Det får Veterinær- og Fødevaremyndigheden til at advare om, at der kan være tale om en smitsom sygdom.

Derfor skal man som hundeejer være opmærksom på, at ens hund ikke kommer i direkte eller indirekte kontakt med andre hunde, hvis hunden viser tegn på sygdom.

Det skriver Departementet for Fiskeri og Fangst i en pressemeddelelse.

Sygdomme hos hunde kan smitte via blandt andet afføring og opkast. Derfor er det vigtigt, at man samler op efter sin hund, og at man sørger for god hygiejne.

Det vil sige vask og desinfektion af hjemmet, sig selv, sit tøj og andet, der har været i kontakt med en syg hund, diarré eller opkast.

Hvis du har mistanke om, at din hund er syg, skal du kontakte dyrlægen. Lad dog være med at møde personligt op, men ring i stedet, så dyrlægen kan vurdere det mest hensigtsmæssige forløb.

Powered by Labrador CMS