Ministerie vil flytte dele af sagsbehandling til Grønland

Styrelsen for International Rekruttering og Integration har indledt et arbejde med at flytte dele af sin sagsbehandling til Grønland.

Flag
Udlændinge- og integrationsministeriet forventer, at behandlingen af ansøgninger om opholdstilladelser kan starte i Grønland i oktober 2025.
Offentliggjort

I midten af januar blev det meldt ud, at Fødevarestyrelsen har åbnet et kontor i Nuuk. 

Nu oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i Danmark, at de også arbejder på at flytte visse opgaver til Grønland, nærmere bestemt Nuuk.

Det drejer sig mere konkret om, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) flytter behandlingen af ansøgninger om opholdstilladelse navnlig med henblik på erhverv eller studie i Grønland til Nuuk.

Det oplyser ministeriet til Sermitsiaq.

Minister: Flere opgave kan være på vej

Udlændinge- og Integrationsministeren, Kaare Dybvad Bek, siger, at der kan være flere opgaver på vej:

- Jeg synes, det giver god mening, at vi i samarbejde flytter behandlingen af ansøgninger om opholdstilladelse i Grønland til Grønland.

 - Vi starter med erhvervs- og studieområdet, og så kigger vi lige nu nærmere på, om andre opgaver i ministeriet, som handler om Grønland, også kan flyttes til Grønland, siger ministeren til Sermitsiaq.

Ifølge ministeriet var medarbejdere fra SIRI for nylig i Nuuk for at afklare en række praktiske forhold. Med flytningen vil opgaverne blive udført tættere på de borgere, virksomheder og myndigheder i Grønland, som opgaven løses til gavn for.

Folketingsmedlem: Grønlandsk ekspertise kan opbygges

Ministeriet forventer, at behandlingen af ansøgninger om opholdstilladelser kan starte i Grønland i oktober 2025, og til den tid vil det også være afklaret, præcist hvor mange medarbejdere styrelsen vil ansætte i Nuuk.

Folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (S) glæder sig over ministeriets tiltag:

- Vi har kæmpet for, at opgaver, der vedrører Grønland, også skal løses i Grønland. Tak for et godt samarbejde med ministeren – det er et skridt i den rigtige retning, men der er meget at se til endnu, siger Aki-Matilda Høegh-Dam, der ser mange fordele ved, at flere af statens opgaver løses i Grønland:

- Det betyder ikke bare en mere nærværende forvaltning, men også bedre muligheder for at bruge lokal arbejdskraft og opbygge grønlandsk ekspertise. Det her er et vigtigt skridt mod større ansvar og kontrol over vores egne anliggender, udtaler hun i en skriftlig kommentar til Sermitsiaq.

Powered by Labrador CMS