Minik Høegh-Dam bliver borgmester i Avannaa

Naleraq og Siumut går sammen i kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia og sikrer dermed Minik Høegh-Dam den eftertragtede borgmesterkæde, det oplyser han til Sermitsiaq.AG.

Offentliggjort

Efter flere dages drama i Avanaata Kommunia, er den nye borgmester klar til at blive kronet. Minik Høgh-Dam, som fik absolut flest personlige stemmer, sikre sig posten med sine otte partifæller samt to mandater fra Naleraq.

Aftalen er indgået lørdag og Minik Høegh-Dam ser frem til sin nye rolle som borgmester.

- Folket har talt og jeg kan forstå, at jeg har bred opbakning i de fire byer og de omkringliggende bygder. Man skal respektere demokratiet, siger den nye borgmester til Sermitsiaq.AG om resultatet af forhandlingerne.

Minik Høegh-Dam går ikke nærmere ind i partikollegaen og tidligere borgmester Palle Jerimiassens udmelding fra Siumut tidligere på dagen.

- Vi er alle frie mænd, og han har selv valg at melde sig ud af partiet. Det respekterer vi, siger han.

Naleraqs medlem af kommunalbestyrelsen Jens Napâtok fortæller til Sermitsiaq.AG, at hans parti har overvejet flere muligheder, inden de gik med Siumut.

- Vi kunne også have fundet flertal med de mindre partier, men vores bagland har ønsket, at vi respekterer vælgernes afgørelse om at give Siumut det afgørende mandat i kommunalbestyrelsen.

Han fortæller, at Naleraq er rigtigt godt tilfredse med den samarbejdsaftale, der er indgået.

- Vi får 1. viceborgmesterposten og formand for kulturudvalget samt en plads i økonomiudvalget og det er vi meget glade for.

Powered by Labrador CMS