Mindeord af formanden for Inatsisartut Josef Motzfeldt

”En dag, når fangeren har lagt sin qajaq op,

Når fangeren har forladt det fartøj,

som har sikret livet for generationer

vil vi bøje vore hoveder,

ved havet, til lyden af bølgernes slag.”

Sådan skrev Jonathan i et af sine digte i sin ungdom.

Landets stærke politiske leder har nu forladt sin qajaq og lagt den op.

Samfundets ledestjerne er ikke længere iblandt os.

Efteråret er over os og småfuglenes sang er forstummet.

Men Jonathans stemme og tanker vil ligesom vindens evige susen i fjeldene genlyde iblandt os for altid.

At Jonathan er opfostret blandt de store qajaqmænd i Qassimiut har han aldrig lagt skjul på. Det udgjorde hans grundværdier for livet, både i sin tankegang og i sin til stadighed årvågne blik for uventede overraskelser.

En sand ven, udspreder af glæde og som ikke skelnede mellem høj eller lav, har nået sit hvilested.

Han var sangens ven, komponist, digter, habil jæger, pastor, dygtig kok og havde stor respekt for menneskehedens mangfoldighed og var altid nysgerrig efter ny viden og født til at være leder for sit samfund. Jeg er stolt når jeg på mine rejser både her i landet og i andre lande, møder så mange som spørger til dig i ærbødighed.

Kære Kristjana, Karen, Klaus og hele familien - også Inatsisartut deltager i jeres sorg over tabet af landets store søn.

Dog har vi så meget grund til at være taknemmelige for det håb, som han har plantet hos os. Det håb Jonathan har tændt, vil vi værne om.

Det er mit håb, at vores ærbødige taknemmelighed altid vil minde os om fællesskabet som befolkningens styrke.