SPROGBRUG I INATSISARTUT
Mimi Karlsen giver genmæle til Brobergs beskyldning
Formanden for Naleraq, Pele Broberg er kommet med en beskyldning mod formanden for Inatsisartut om at hun bevidst skulle sætte mundkurv på de folkevalgte. Nu giver hun en høflig men bestemt genmæle med besked om at de til enhver tid gældende love og regler skal overholdes. - Hvis et medlem ikke kender (eller ikke anerkender) de parlamentariske spilleregler og forsøger at gøre formanden eller formandskabet til part i en konflikt, må formanden høfligt afslå invitationen, fastslår hun.
Formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen understreger at hun som formand og formandskabet på intet tidspunkt har behandlet medlemsforslag af politiske interesser.
Foto: Leiff Josefsen
Partiet Naleraq har i denne tid rettet stor fokus på hvilket sprog, landets parlament skal bruge under samlinger i Inatsisartut-salen.
Formanden for Naleraq, Pele Broberg har selv i sit egenskab som Naalakkersuisoq for finanser tilbage i 2018 gjort det klart overfor sit partifælle, at Naalakkersuisut ikke svarer på vegne af Inatsisartuts formandskab.
Men ikke desto mindre har han i sit egenskab som medlem af Inatsisartut besluttet at fremsætte et forslag, der i realiteten hører hjemme i Inatsisartuts egen forretningsorden og ikke hos det udøvende magt (Naalakkersuisut).
Går efter formanden for Inatsisartut
Angiveligt fordi hans forslag blev afvist, har han efterfølgende valgt at gå efter formanden for Inatsisartut med en beskyldning om, at hun bevidst har valgt at sætte mundkurv på parlamentsmedlemmerne.
En beskyldning, formanden for Inatsisartut i første omgang har valgt ikke at reagere på igennem pressen, men direkte i et brev til forslagsstilleren. Men også hendes brev bliver benyttet af Pele Broberg, der mener at hendes brev til ham dokumenterer at hun skulle have en dagsorden.
- Hvad angår det brev fra mig, som omtales i pressemeddelelsen, kan jeg bekræfte, at jeg som formand for Inatsisartut for nyligt har måttet sende et officielt brev til det pågældende medlem (Pele Broberg), i anledning af nogle udtalelser, som han har fremsat i medierne. Af hensyn til tilliden mellem den til enhver tid siddende formand for Inatsisartut og Inatsisartuts medlemmer kan jeg ikke kommentere eller give aktindsigt i dette brev, fastslår Mimi Karlsen og fortsætter:
- Jeg kan kun – helt generelt – oplyse, at det er den til enhver tid siddende formands opgave at håndhæve forskellige regler for det parlamentariske arbejde og for de enkelte medlemmer og partier i Inatsisartut, samt at sikre, at Inatsisartut er en god og tryg arbejdsplads for både medlemmer og ansatte.
- Formanden er alle medlemmers (og alle ansattes) tillidsmand. Varetagelsen af denne opgave indebærer, at det undertiden kan være nødvendigt for en formand at rette henvendelse til et medlem af Inatsisartut. Det ville ikke fremme mulighederne for, at eventuelle problemer anerkendes og løses i god fælles forståelse, hvis et medlem føler sig ”hængt ud i pressen.” Der er derfor behov for, at eventuelle problemer kan søges løst i en dialog, som – i hvert fald fra formandens side – er fortrolig.
- Af samme grund udtaler jeg mig ikke til pressen om indholdet af et brev, jeg som formand for Inatsisartut har sendt til et medlem, med mindre det pågældende medlem selv har valgt at offentliggøre dette.
Hører hjemme i forretningsordenen
Formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen bekræfter, at formandskabet ikke har kunnet optage et beslutningsforslag vedrørende forretningsordenens sprogbestemmelser på dagsordenen for den kommende samling.
- Når formandskabet tager stilling til, om et forslag kan optages på dagsordenen, skal formandskabet påse, at reglerne bliver fulgt.
Her forsikrer formanden også at sager bliver behandlet politisk neutralt. Nogle har udtryk det sådan, at formandskabets medlemmer ”lægger parti-kasketten fra sig”, før de træder ind til et møde i formandskabet.
- At man ikke diskuterer med formanden (eller formandskabet) indebærer også, at en formand ikke diskuterer med et medlem. Ikke i salen, og ikke i medierne. Hvis et medlem ikke kender (eller ikke anerkender) de parlamentariske spilleregler og forsøger at gøre formanden eller formandskabet til part i en konflikt, må formanden høfligt afslå invitationen. Til gengæld er formandens dør altid åben, hvis et medlem har brug for hjælp eller vejledning, slutter Formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen (IA).