Millionbeløb til truede bygder
Landsstyret foreslår en saltvandsindsprøjtning på 20 millioner kroner til bygder og byer med lukningstruede bygdeanlæg.

Landstinget skal fredag eftermiddag beslutte om, der skal oprettes en reserve i landskassen på 20 millioner kroner.
Pengene skal bruges til arbejdspladser, omskoling og uddannelsestiltag i 16 byer og bygder hvor »indhandling til et lokalt eller nærliggende indhandlingsanlæg udgør den væsentligste erhvervsmulighed« skriver landsstyremedlem for fiskeri og fangst, Ane Hansen, IA, i sit forslag til Landstinget.
De 16 bygder og byer, der skal nyde godt af pengene fra reserven, er:
Attu, Ikamiut, Narsamijit, Qaanaaq, Savissivik, Ittoqqortoormiit, Qassimiut, Kangerlussuaq, Napasoq, Arsuk, Qeqertarsuatsiaat, Atammik, Kangaamiut, Kangaatsiaq, Ikerasaarsuk og Niaqornaarsuk.
I de nævnte bygder og byer har indhandlingsanlæggene hidtil været drevet af henholdsvis Arctic Green Food A/S (AGF) og Royal Greenland A/S (RG). For den resterende del af 2009 er der endnu ikke indgået servicekontrakter.
LÆS ARTIKEL: Massivt rod i Arctic Green Foods regnskab
Landsstyret håber, at det er muligt at indgå servicekontrakter i juni måned 2009 med egnede samarbejdspartnere.
Ifølge Landsstyrets opfattelse er der ingen vej uden om offentlige tilskud, hvis beskæftigelsen inden for fiskerierhvervet i de 16 bygder og byer skal sikres i finansår 2009.
»Fiskeriet i disse bygder og byer og indhandlingsanlæggene har ingen eksistensberettigelse uden offentligt tilskud, og fortsat drift af indhandlingsanlæggene i 2009 er således betinget af et offentligt tilskud«, skriver landsstyremedlem Ane Hansen i sin begrundelse for forslaget.
Landstinget mødes fredag klokken 13. På dagsordenen er også forslaget om ekstrabevilling til Royal Greenland på godt en halv millard kroner.