Partistøtte
Million-indsprøjtning til politisk arbejde
Skatteyderne skal fremover levere knap tre millioner kroner ekstra til de partier, som sidder i Inatsisartut. I forvejen får partierne årligt knap 10 millioner kroner foræret.
Det fremgår af et lovforslag, som Formandskabet for Inatsisartut har fremlagt.
Kraftig stigning
Af forslaget fremgår det, at partistøtten skal øges med hele 30 procent med virkning fra 1. januar 2018. Den kraftige stigning begrundes med, at partistøtten ikke har været reguleret siden 2006.
Den store topscorer bliver Siumut, som kan se frem til at få 1.045.000 kroner ekstra i partikassen, hvis forslaget vedtages.
I dag får partiet 650.000 kroner i såkaldt grundtilskud og desuden 210.000 kroner for hvert partimedlem i Inatsisartut. På den baggrund scorer Siumut 3,380 millioner kroner i støtte fra det offentlige i dag. Et beløb, der vil stige til 4,425 millioner kroner, hvis lovforslaget vedtages.
Grundtilskud og mandattilskud
I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at grundtilskuddet til partierne skal øges fra 650.000 til 850.000 kroner og mandattilskuddet skal øges fra 210.000 kroner til 275.000 kroner.
Den kraftige forhøjelse af partistøtten er ikke indregnet i finanslovsforslaget for 2018. Det vil sige, at politikerne skal i gang med at finde besparelser, der løber op i cirka 2,75 millioner kroner.
Det vil de score ekstra
Det vil partierne modtage i ekstrabeløb, hvis forslaget vedtages:
- Siumut 1.045.000 kroner
- IA: 915.000 kroner
- Demokraterne: 395.000 kroner
- Parti Naleraq: 395.000 kroner
- Løsgænger: 65.000 kroner
Det vil de få samlet
Samlet partistøtte efter de nye regler, hvis forslaget vedtages:
- Siumut: 4.425.000 kroner
- IA: 3.875.000 kroner
- Demokraterne: 1.675.000 kroner
- Parti Naleraq: 1.675.000 kroner
- Løsgænger: 275.000 kroner
Reguleres hvert år
Af forslaget fremgår det også, at partistøtten hvert år skal reguleres efter det grønlandske reguleringspristal, så man undgår, at tilskuddet over en årrække udhules. Den første regulering skal finde sted fra 1. janunar 2019.
Lovforslaget skal førstebehandles torsdag den 19. oktober.