Mette F. taler igen om at hjælpe Grønland på sundhedsområdet

Samarbejdet mellem Grønland og Danmark på sundhedsområdet bør intensiveres, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen under en partilederdebat i Folketinget. Det er endnu uklart, hvad hjælpen konkret skal bestå i.

Offentliggjort

Tirsdag var der såkaldt udvidet partilederdebat i Folketinget, hvor de nordatlantiske mandater også deltog.

Statsminister og formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, var første kvinde på talerstolen, og hun talte om problemerne i det danske sundhedsvæsen. Mette Frederiksen benyttede dog også lejligheden til at gøre opmærksom på det grønlandske sundhedsvæsen i sit indlæg:

- Når vi har partilederdebatten i dag, så er den jo udvidet med de nordatlantiske mandater, og lad mig derfor også bare her indledningsvis sige, at der også er nogle ret store udfordringer på sundhedsområdet ikke mindst i Grønland, og det vil vi selvfølgelig også have et fokus på, lød det fra Mette Frederiksen (Soc.).

Direkte adgang til kræftpakker?

Mette Frederiksen sagde videre, at samarbejdet mellem Grønland og Danmark burde intensiveres på sundhedsområdet.

En lignende melding kom toppolitikeren også med før valget, da hun overfor KNR erklærede sig klar til at hjælpe det trængte grønlandske sundhedsvæsen, hvis Naalakkersuisut vel at mærke kommer og spørger om hjælp.

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) samlede tirsdag tråden op og forsøgte at få Mette Frederiksen til at blive mere konkret, ved blandt andet at spørge om Socialdemokratiet kunne forestille sig, at borgere i Grønland får direkte adgang til kræftpakker i det danske sundhedsvæsen.

Det ville Mette Frederiksen ikke love:

Vil ikke forhandle i salen

- Jeg synes ikke, at det ville være rigtigt at stå og lave en så konkret forhandling på kræftområdet i en debat af den her karakter, men det er klart, at kræftområdet er et vigtigt anliggende. Men jeg tør ikke sådan lige stå og skrive under på en specifik aftale, lød det fra Mette Frederiksen, der understregede at et sådan tiltag vil kræve involvering af Naalakkersuisut.

Der kom ikke noget frem under debatten om, hvorvidt Naalakkersuisut har bedt om den danske regering om hjælp, men Aaja Chemnitz tolker Mette Frederiksens udmelding som meget positiv.

Under folketingsvalget i efteråret ønskede et flertal af de grønlandske partier, at Danmark skal hjælpe til på sundhedsområdet, selvom området blev hjemtaget for omkring 30 år siden.

Powered by Labrador CMS