Mette F. skal drøfte Ukraine med Donald Tusk i Warszawa

Danmark overtager EU-formandskab efter Polen i andet halvår af 2025. Mandag er statsministeren på besøg.

Mette Frederiksen og Donald Tusk kommer mandag til at snakke om Europas forsvarsindustri og støtten til Ukraine, når de mødes i Polen. (Arkivfoto).
Offentliggjort

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøger mandag Polens premierminister, Donald Tusk, for blandt andet at drøfte støtte til Ukraine og EU. 

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Besøget kommer, forud for at Danmark i andet halvår af 2025 overtager EU-formandskabet efter Polen.

Mette Frederiksen siger i pressemeddelelsen, at vi ser et aggressivt Rusland, der opruster markant, og at Europa derfor skal tage ansvar for egen sikkerhed:

- Vi skal opbygge et stærkere forsvar og sikre mere ammunition og støtte til Ukraine. Her er Polen gået forrest. Til gavn for vores alles sikkerhed, siger statsministeren.

Også energisikkerhed og grøn omstilling er på dagsordenen, hedder det i pressemeddelelsen.

Mette Frederiksen siger, at der skal udbygges med mere vedvarende energi i Østersøen:

- Her er det afgørende, at vi fortsætter vores tætte samarbejde med Polen, siger hun i pressemeddelelsen.

Mette Frederiksen skulle i første omgang have haft besøg af Argentinas præsident, Javier Milei, mandag. Men han har aflyst. I stedet rejser hun altså selv ud.

Donald Tusk er tidligere præsident for Det Europæiske Råd, der består af EU's medlemslandes ledere og formanden for EU-Kommissionen. Han blev sidste år efter en årrække i opposition genvalgt som polsk premierminister.

Både Mette Frederiksen og Donald Tusk har udtalt sig i yderst alvorlige vendinger om truslen fra Rusland.

Tusk sagde blandt andet i marts til en række aviser, herunder spanske El País og tyske Die Welt, at faren for en militær konflikt i Europa ikke har været større siden Anden Verdenskrig.

- Det mest bekymrende for øjeblikket er, at ethvert scenarie bogstaveligt talt er muligt. Vi har ikke set en sådan situation siden 1945.

- Jeg ved, at det lyder forstemmende, særligt for den yngre generation. Men vi er nødt til at vænne os til den kendsgerning, at en ny æra er begyndt, sagde han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS