Mette F. roser simultantolkning i Folketinget: En historisk dag
Mette Frederiksen bifalder Folketingets Præsidiums beslutning om at tillade simultantolkning i Folketinget.
Statsminister Mette Frederiksen lytter til simultantolkningen under dagens spørgetime i Folketinget.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
- Det er en historisk dag med simultantolkning.
Sådan siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag under den udvidede spørgetime med statsministeren i Folketinget.
Årsagen er, at folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam fra partiet Siumut taler og stiller spørgsmål på grønlandsk til statsministeren.
Det er Folketingets Præsidium, som består af de fem aktuelt største partier, der har truffet beslutningen om at afprøve simultantolkning under spørgetimen.
- Jeg bifalder det meget. Jeg synes, det er en rigtig beslutning, der er blevet truffet i Præsidiet, siger statsministeren.
- Jeg deltager i mange internationale møder, hvor der er simultantolkning, og det kan vi sagtens få til at fungere, siger Mette Frederiksen.
Takker for støtten
Statsministeren takker også Aki-Matilda Høegh-Dam for at have været en pioner og for at have kæmpet for at få indført ordningen, der for nuværende er et forsøg.
Aki-Matilda Høegh-Dam har udtalt, at spørgsmålet om tolkning handler om respekt og ligeværd for Inuit som et oprindeligt folk i Kongeriget.
Aki-Matilda Høegh-Dam takkede ligeledes statsministeren for at støtte ønsket om simultantolkning.
Folketingspolitikeren brugte spørgetimen og den nye simultantolkning til at stille Mette Frederiksen spørgsmål vedrørende tvangsfjernelse af grønlandske børn i Danmark.
Statsminister om tvangsfjernelser: Nogle gange er det rigtige at barnet kommer væk hjemmefra
Statsministeren svarede, at anbringelse udenfor hjemmet altid skal foregå på et oplyst og meget stærkt fagligt fundament:
- Jeg har en grundlæggende tillid til, at myndighederne passer deres arbejde. Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på, hvis der opstår fejl, hvad der kan.
- Det ved jeg, at socialministeren er meget optaget af, og det er klart at i et rigsfællesskab som vores, hvor vi kan flytte os på tværs af landegrænser, der skal vi være opmærksomme på, om der er noget, man skal vide i den konkrete sagsbehandling. Jeg ved, der er en god dialog mellem socialministeren og Naalakkersuisut.
- Det samarbejde synes jeg skal fortsætte. men jeg vil også holde fast i, som én der altid har kæmpet for de mest udsatte børn, at nogle gange der er det rigtige for et barn at komme væk hjemmefra, så vi andre kan passe på det, lød det fra Mette Frederiksen.