Megaraket fra SpaceX eksploderer i rummet efter testopsendelse
SpaceX har testet raketten "Starship" for ottende gang. Efter få minutter forsvandt kontakten til raketten.
SpaceX affyrer Starship-raketten i Boca Chica i Texas. Få minutter efter affyringen mistede SpaceX kontakten til raketten
Foto: _ericloosen_/Reuters/Ritzau Scanpix
Rumfartsselskabet SpaceX har natten til fredag opsendt megaraketten "Starship".
Få minutter efter opsendelsen, som var den ottende test af raketsystemet, mistede SpaceX kontakten til "Starship", som eksploderede og gik i stykker.
Det samme skete ved den seneste test af raketten.
Opsendelsen fra Boca Chica i den amerikanske delstat Texas begyndte lidt efter midnat dansk tid.
Den 123 meter høje raket blev sendt afsted mod rummet, hvorefter løfteraketten Super Heavy landede igen som planlagt.
Den blev fanget af Mechazilla-systemet, der beskrives som to enorme spisepinde designet til at gribe løfteraketten.
Med selve "Starship" gik det mindre godt.
På en direkte udsendelse kunne det ses, at raketten roterede i rummet. Samtidig viste en grafik, at flere af motorerne gik ud, før SpaceX til sidst bekræftede, at kontakten var tabt.
Ifølge Reuters florerer der videoer på sociale medier, hvor man kan se vragdele i luften.
Der er desuden meldinger om, at vragdele er landet flere steder i Caribien. Som konsekvens af den mislykkede testopsendelse er flere fly blevet omdirigeret, og fly holdes tilbage i flere lufthavne i delstaten Florida.
I et opslag på det sociale medie X skriver SpaceX, at man vil lære fra de mislykkede forsøg.
- Vi vil gennemse dataene fra dagens test for at få en bedre forståelse af årsagen. Som altid stammer succes fra læring, og opsendelsen i dag vil give os ny viden, der kan forbedre Starships pålidelighed.
Det er ambitionen, at Starship på et tidspunkt skal blive fuldt genanvendelig. Den 123 meter høje raket skal kunne bruges til at opsende satellitter.
Den spiller samtidig en vigtig rolle i SpaceX-stifter Elon Musks ambitioner om at sende mennesker til Månen og kolonisere Mars.
Efter den syvende test blev der sat gang i en undersøgelse fra den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA.
Den undersøgelse pågår fortsat.
Under Joe Bidens tid som præsident anklagede Elon Musk ofte FAA for at holde unødigt meget øje med SpaceX.
Med Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus har Elon Musk fået til opgave at finde steder, hvor der kan skæres ned og spares i det offentlige budget.
Det har skabt bekymring for, om han vil forsøge at skære i finansieringen til de myndigheder, der har til opgave at holde øje med virksomheder som hans.
/ritzau/Reuters