- Det lyder jo rædselsfuldt:
35 mennesker der forsvinder. Nyhedsudsendelser der reduceres i antal.
Genudsendelser frem for nye produktioner. Et gyserbillede af en public servicestation.
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Fremover vil historier som denne kræve abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
Sådan lød den
korte opsummering af KNRs situation fra ordstyrer Martin Breum, idet han
takkede paneldeltager og direktør Annga Lynge for at have stillet sin diagnose
af Grønlands public servicestation, som hun har stået i spidsen for siden 1.
september sidste år.
Breums ord faldt
i en debat, eller såkaldt side-event, i forbindelse med erhvervskonferencen
Future Greenland, som Grønlands Erhverv (GE) arrangerer.
Titlen for
arrangementet var ”Et bæredygtigt demokrati har selvfølgelig en stærk presse!”
Hvilket de fleste formentlig er enige i.
- Konklusionen er
givet på forhånd, som paneldeltager Jens Ringberg, mangeårig journalist og nu politisk
kommentator i Danmarks Radio, påpegede. Han ville derfor hellere ind på, hvorfor
journalistik er så vigtig, og hvorfor det er nødvendigt med armslængdeprincippet;
princippet om, at politikerne, som bevilliger penge til medierne, holder
nallerne væk fra pressens rolle.
I virkeligheden
er det meget enkelt, sagde Jens Ringberg:
- Hvis man har et
perfekt land med et perfekt demokrati og perfekte politikere og institutioner,
som træffer perfekte beslutninger, så har man grund til at hejse flaget. Men
den slags lande findes ikke. Derfor har man brug for journalistik og medier i
et samfund. Og mit indtryk er, at Grønland er et stykke fra at være perfekt
samfund på en række parametre, lød det fra den garvede journalist, der også er
medlem af DRs bestyrelse, som tilføjede:
- Hvis medierne
skal være kritiske og konstruktive, kan de kun gøre det, hvis de er troværdige.
Og uafhængigheden udspringer af troværdigheden. Ellers tror brugerne ikke på
det, man er, og springer videre til de sociale medier eller tech-giganterne
eller noget andet.
Dyster
diagnose
De øvrige i
panelet til at diskutere presse-vilkår i et bæredygtigt og demokratisk Grønland,
var Mediehuset Sermitsiaqs direktør, Masaana Egede, samt formand for Medieforbundet
i Grønland, Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiifiat (TP), Arnaq Nielsen.
Når det bliver
normalt at skære ned på nyheds- og aktualitetsudsendelser, så er det hele
Grønland, der betaler prisen, siger Arnaq Nielsen, formand for Medieforbundet i Grønland (Tusagassiuinermi Sulisut
Peqatigiifiat)
Hun er desuden snart
forhenværende redaktør i Qanorooq, idet hun, i lighed med en række kolleger på
det seneste, har valgt at stoppe i KNRs nyhedsafdeling.
Og iført
TP-kasketten var hendes diagnose dyster. Ikke bare for KNR, men for Grønlands
fremtid:
- Når det bliver
normalt at skære ned på nyheds- og aktualitetsudsendelser, så er det hele
Grønland, der betaler prisen. Det er et demokratisk problem for et land, der
gerne vil være selvstændigt, sagde Arnaq Nielsen, der stopper i juli måned som
redaktør på Qanorooq efter 13 år.
Det femte panelmedlem
var journalist og distriktsredaktør Nina Einem, fra NRK, den norske pendant til
KNR og DR.
Hun kunne
genkende KNRs udfordringer med at rekruttere journalister, som hellere ville
over i kommunikationsafdelinger - eller som hun sagde: ”stedet, hvor
journalister går hen for at dø.”
Samtidig påpegede
Nina Einem, at det at bære en kritisk rolle for pressen stadigt bliver mere og mere
udfordret i små samfund.
- Vi er ikke
længere bare lokaljournalister, eller nationaljournalister. Vi skal også kunne
lave journalistik om stor- og udenrigspolitik. Det er vigtigt i dag, sagde den
norske redaktør, der i øvrigt oplyste, at NRK får omkring seks milliarder
kroner til at drive public service for.
KNR får af
landskassen 73 millioner kroner og har dertil en indtægt på syv millioner fra
blandt andet reklamer, fortalte KNR-direktør Annga Lynge. Hun påpegede også, at
institutionen bor til leje og betaler dyrt (knap fem millioner årligt ifølge
årsberetning for 2022, red.) for bygninger, der er langt fra tidssvarende og
uegnede til medieproduktion og jævnligt ramt af skimmelsvamp.
En enkelt politiker
Blandt de omkring
50 fremmødte i konferencelokalerne 57 og 58 på Hotel Hans Egede forrige tirsdag
befandt sig en enlig Inatsisartut-politiker.
Pipaluk Lynge fra
Inuit Ataqatigiit var troppet op for at høre nærmere om pressens problemer med
at udfylde rollen som demokratiets vogter. Hun er til daglig formand for
Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk udvalg, og medlem af Frednings- og
miljøudvalget. Samt suppleant i en række øvrige udvalg, dog ikke Uddannelse,
Kultur, Forskning og Kirke, som KNR hører under.
Ikke desto mindre
tog hun ordet og spurgte direkte de medieansvarlige i panelet om, hvad de helst
ville have prioriteret: Flere penge eller en opfrisket mediepolitik?
Det fik ordstyrer
Breum til at spørge politikeren, om der reelt er penge i landskassen til at
udvide KNRs budget?
Det kommer an på
den politiske situation, lød svaret.
- Hvis du kender
Grønland, så ved du, der er een lagkage, som vi skal dele, så det er mere
hvordan partierne prioriterer. Både med presset sygehus, og med pressede
journalister. Så det gælder om at prioritere, svarede Pipaluk Lynge.
Hendes eget spørgsmål
udsprang, efter panelet konstaterede, at den seneste medieredegørelse i år er
14 år gammel. I december 2010 barslede en arbejdsgruppe, nedsat af daværende
medlem af Naalakkersuisut Mimi Karlsen (IA), med redegørelsen ”Stærke medier.
Vi skaber fremtiden sammen.”
Og den havde
ellers en lang række anbefalinger, som bare ikke er ført ud i livet, påpegede
Arnaq Nielsen:
- Den
(redegørelsen, red.) blev lagt i skuffen. Øv. Det er på tide med en ny.
De to
mediedirektører Masaana Egede og Annga Lynge efterlyste begge en klarere
stillingtagen hos politikerne om, hvad de vil med medierne. Og så ville de
gerne have nye målinger for, hvor brugerne af medierne egentlig er henne i dag.
- Den kortsigtede
løsning er penge. Men jeg vil gerne vende den om: Hvad vil I politikere gerne
med medierne, spurgte Masaana Egede.
Sermitsiaq-direktøren
påpegede, at det offentlige medie KNR er styret af resultatkontrakt, der
bestemmer hvor mange minutter tv og radio, stationen skal levere. Men
beslutningstagerne har ikke taget stilling til, om folk i dag stadig ser tv som
tidligere tider. Så skal man stadig bruge penge på radiokæden for at opretholde
et tv-signal?
- Internettet er
blevet bedre, skal vi være der? Er brugere på mobil eller tablets? For at tage
stilling skulle man måske lave de her målinger og derefter spørge, hvordan
bruger samfundet pengene bedst, lød opfordringen fra Masaana Egede.