Medie: Tusass forhandler med Starlink

Tusass forhandler med det Elon Musk-ejede Starlink om "mulighederne for at kunne bruge Starlinks teknologi i Grønland".

Toke Binzer, der er adm. direktør for Tusass, oplyser til TV2, at man forhandler med satellitvirksomheden Starlink, der er ejet af Elon Musk.
Offentliggjort

Det grønlandske teleselskab Tusass har siden december forhandlet med den amerikanske virksomhed Starlink, som ejes af forretningsmand Elon Musk.

De forhandler om "mulighederne for at kunne bruge Starlinks teknologi i Grønland".

Det siger administrerende direktør Toke Binzer til TV 2.

- Jeg ser nogle klare fordele ved Starlink, men der er helt oplagt også nogle udfordringer, siger han til mediet.

Dialog har stået på længe

Starlink er et satellitsystem, der er udviklet og opsendt af amerikanske SpaceX. Allerede i april sidste år kunne Sermitsiaq oplyse, at Tusass er i dialog med Starlink, men det blev samtidig oplyst, at det selvstyreejede teleselskab også er i dialog med andre aktører på satellitmarkedet.

Læs artikel: Tusass forsikrer om dialog med Starlink

Starlink kan bruges til at udbrede og forbedre telefon- og internetdækning i særligt yderliggende områder af Grønland.

Det er uvist, hvor stor en del af infrastrukturen i Grønland Tusass og Starlink forhandler om.

Toke Binzer har underskrevet en fortrolighedserklæring med Starlink, skriver TV 2. Derfor kan han ikke komme indholdet af forhandlingerne nærmere.

Men det er "ultra-vigtigt" for teleselskabet at bevare ejerskabet over kritisk infrastruktur i Grønland, lyder det.

Det vigtige for Tusass

Tilbage i april 2024 fastslog Tusass følgende i pressemeddelelse:

- Det, som er vigtigt for Tusass er, at Grønlands kritiske infrastruktur kan kontrolleres af Grønland selv og ikke ligger i hænderne på en privat udbyder. Tusass skal finde de bedste løsninger for hele Grønlands befolkning.

Det er uklart, hvordan en eventuel aftale med Starlink kan komme i stand.

Starlink vil nemlig have direkte adgang til kunderne. Men Tusass har monopol på telekommunikation til Grønland, så det kan ikke lade sig gøre, skriver TV 2.

Skulle monopolet blive brudt, sådan som nogle grønlandske politikere ønsker, skal den forbindelse, som Starlink kan tilbyde, i højere grad ses som et supplement.

Det vurderer Signe Ravn-Højgaard, der er direktør i Tænketanken Digital Infrastruktur, over for TV 2.

Forhandlingerne sker på et tidspunkt, hvor forholdet til USA, præsident Donald Trump og hans administration er anspændt.

Powered by Labrador CMS