Medie: Sermersooq betalte ulovlig regning

Kommuneqarfik Sermersooq har betalt 22.000 til en leders øjenoperation på privathospital i Danmark. Det er ulovligt, vurderer juraprofessor overfor mediet Den Uafhængige.

Offentliggjort

Kommuneqarfik Sermersooq har betalt en regning på 22.000 kroner, for at en facilitychef i kommunen kunne få en øjenoperation i Danmark.

Det fortæller facilitychefen selv i et interview i podcasten Den Uundgåelige fra mediet Den Uafhængige.

Og det er ulovligt, forklarer juraprofessor Sten Bønsing til samme medie:

- Fordi det er en privat omkostning. En kommune må kun betale for noget, som vedrører det offentlige - en offentlig omkostning. Det her er jo en klart privat udgift til en mand, der har behov for en øjenoperation, siger til Sten Bønsing.

Arbejdsgiver spurgte selv

Facilitychef Gerth Jakobsen forklarer til Den Uafhængige, at han på daværende tidspunkt sad i det nationale coronaberedskab, og at det var hans arbejdsgiver selv, der foreslog at betale for operationen, som han havde booket på et privathospital i København:

- Da jeg fortæller dem, at jeg kommer til at rejse. Der siger de, at det vil de da godt betale, siger Gerth Jakobsen. Facilitychefen vil ikke fortælle til Den Uafhængige, om kommunen også har betalt for fly og hotel i forbindelse med rejsen til operationen.

Sermitsiaq.AG har set den pågældende faktura på øjenoperationen.

Episoden fandt sted under tidligere kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen som sammen med vicekommunaldirektør Marie Fleicher har underskrevet aftalen om refusion. Nuværende kommunaldirektør Ole Jakobsen siger til mediet, at beslutningen blev truffet på baggrund af en konkret vurdering, og at han ikke tror, at det er normal kutyme:

- Tror ikke det er normalt

- Jeg tror ikke, det er normalt. Det, jeg har fået at vide, er, at det er en individuel konkret vurdering i situationen, hvor der var en nøglemedarbejder, der var ved at miste synet og kunne se frem til, at der var et halvt år til en operation, siger Ole Jakobsen til Den Uafhængige.

Ole Jakobsen forholder sig ikke til, at Gerth Jakobsen allerede selv havde bestilt operationen, og også udtaler, at han selv ville betale, men at hans arbejdsgiver altså kom ham i forkøbet.

Kommunaldirektøren siger videre, at han er "uafklaret" på, om beslutningen er lovlig, men at det var en fornuftig begrundelse, at facilitychefen kunne komme hurtigt tilbage på jobbet.

Ole Jakobsen siger dog også, at han selv ville have stillet spørgsmålstegn ved beslutningen ud fra et lighedsprincip i forhold til, om kommunen kan gøre noget lignende for alle ansatte.

Powered by Labrador CMS