Medie: FBI ledte efter dokumenter om atomvåben hos Trump
Donald Trumps hjem blev ransaget tidligere på ugen. FBI ledte efter dokumenter om atomvåben, skriver avis.
FBI-agenter ledte blandt andet efter dokumenter vedrørende atomvåben, da de mandag ransagede den tidligere præsident i USA Donald Trumps hjem i Florida.
Det skriver den amerikanske avis The Washington Post.
Avisens oplysninger bygger på unavngivne kilder med kendskab til ransagningen. Det er ifølge The Washington Post uklart, om FBI fandt dokumenterne, de ledte efter.
Der er ikke oplysninger om, hvorvidt dokumenterne handler om atomvåben tilhørende USA eller andre stater.
Den usædvanlige ransagning peger på, at de amerikanske myndigheder er bekymrede for, hvilken type af informationer der kan ligge opbevaret i Trumps hjem.
Der er ligeledes bekymring for, at fortrolige dokumenter kan ende i de forkerte hænder. Det siger eksperter med speciale i klassificerede informationer til avisen.
Hverken justitsministeriet eller FBI har kommenteret på The Washington Posts oplysninger.
USA's justitsminister, Merrick Garland, bekræftede dog tidligere torsdag, at ransagningen mandag skete for at kunne fastslå, om den tidligere præsident ulovligt havde fjernet klassificerede dokumenter, da han forlod Det Hvide Hus.
Garland oplyste, at han traf beslutningen om at undersøge ejendommen.
- Jeg godkendte personligt beslutningen om at søge en ransagningskendelse i denne sag, sagde Garland.
Hans udtalelse betragtes - ligesom ransagningen - som usædvanlig, lyder det i amerikanske medier.
Undersøgelsen af Trumps private Mar-a-Lago-hjem har skabt politisk furore. Både den tidligere republikanske præsident og mange af hans tilhængere beskylder FBI for at have politiske motiver med ransagningen.
Det har udløst trusler mod forbundspolitiet på sociale medier.
Senest er en mand torsdag skudt og dræbt af politiet i delstaten Ohio, efter han forsøgte at trænge ind på et lokalt FBI-kontor. Ifølge nyhedsbureauet AP undersøges det, om manden har tilknytning til højreekstremistiske miljøer.
Nyhedsbureauet skriver ligeledes, at han ifølge unavngivne officielle kilder menes at have været til stede i Washington D.C. i dagene op til et dødeligt stormløb på den amerikanske kongresbygning i januar 2021 - muligvis også på dagen for angrebet.
/ritzau/