Folketinget

Med Siumut-støtte: Pia Kjærsgaard nu Folketingets formand

DF's Pia Kjærsgaard er den første kvindelige formand for Folketinget. Hun blev dog ikke enstemmigt valgt, men fik blandt andet støtte af oppositionspartiet Siumut. IA stemte imod

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard fotograferet på valgaftenen 18. juni - nu er hun formand for Folketinget
Offentliggjort

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard blev fredag valgt til formand for Folketinget. Hun afløser Mogens Lykketoft, Socialdemokraterne, og er den første kvindelige folketingsformand.

Selvom Folketingets formand skal være en samlende figur for Folketinget, var det dog ikke et enstemmigt ting, der valgte Pia Kjærsgaard.

Bag den nye formand står de fire borgerlige partier samt Socialdemokraterne og Siumut.

Til gengæld krævede Enhedslisten en afstemning, fordi man ligesom SF har erklæret, at man ikke støtter valget af Pia Kjærsgaard.

Enhedslisten og Alternativet stemte imod, mens SF og De Radikale stemte blankt.

IA stemte også imod
Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, stemte imod Pia Kjærsgaard som ny formand for Folketinget.

- Jeg stemte imod, da jeg synes, det er vigtigt, at en formand for Folketinget er en samlende figur, som der kan bakkes bredt op om, og som nyder bred respekt. Formandens rolle er at sikre, at alle behandles retfærdigt og fair. En evt. tvivl om dette kan minimeres ved, at der er en person, som nyder bred opbakning i Folketinget, forklarer Aaja Chemnitz Larsen til Sermitsiaq.AG.

Læs: Pia Kjærsgaard bliver formand for Folketinget

Første kvindelige formand for Folketinget
Enhedslisten krævede en afstemning, fordi man ligesom SF og Inuit Ataqatigiit har erklæret, at man ikke støtter valget af Pia Kjærsgaard. Ved afstemningen var der 87 stemmer for Pia Kjærsgaard og 16 imod, mens otte stemte hverken for eller imod.

I sine første ord som formand lovede Pia Kjærsgaard, at hun vil forsøge at samle hele Folketinget.

- Jeg vil bestræbe mig på at være hele Folketingets formand. Jeg vil være tillidsrepræsentant for alle, uanset hvilket parti man kommer fra, siger Pia Kjærsgaard.

Mens Pia Kjærsgaard altså er den første kvindelige formand for Folketinget, har Danmark tidligere haft en kvindelig formand for det daværende Landstinget.

Det var Socialdemokraternes Ingeborg Hansen, der i 1950 blev valgt til formand for Landstinget. Ingeborg Hansen blev dermed verdens første kvindelige parlamentsformand.

Sermitsiaq.AG er ved at indhente en kommentar fra Siumuts folketingsmedlem, Aleqa Hammond.

Læs: Siumuts Hammond: Derfor støtter jeg DF's Kjærsgaard

Powered by Labrador CMS