Med naturen i lommen

Året er 1994. Valdemar træder på jorden fra Indlandsisen. Han har været på det store isdække i en måned og følelsen af at træde på jord er frigivende. Nu er det slut med bekymringer om overlevelse og iskolde nætter. Synet af de genkendelige fjelde og fjorde i Nuuks bagland har en beroligende effekt på ham. Nu skal han hjem.

Og nu kan Valdemar sige, at han har krydset indlandsisen. Den legendariske Fridtjof Nansen var den første nogensinde til at krydse indlandsisen i 1888, og ruten som Valdemar og fire andre franskmænd brugte på isen, var næsten det samme som Nansens.

”Wow, sikke en rute”, tænker han.

Udmattelsen han kan mærke på sin unge og ellers friske krop, er en følelse, som han aldrig vil føle igen i sit liv.

Valdemar har altid elsket naturen. Det er der han føler sig glad og selvtilfreds. Der er han mest stærk rent psykisk. Det passer godt til ham. Det er også derfor, han til tider er i naturen helt alene, hvor han sover i telt i flere uger.

Naturen har altid været en del af hans liv.

Valdemar Wilhjelm Geisler blev født i Qasigiannguit den 10. juni i 1961. Tiden, hvor havternene lagde æg, som han selv siger det.

Hans forældre er Nikolaj Geisler fra Attu og Alma Geisler, født Nielsen, der kommer fra Qullissat.

- Min far døde, da jeg var 12 år. Derfor blev mig og mine brødre selvstændige tidligt, da vores mor arbejdede meget for at forsørge os møgunger, fortæller Valdemar Wilhjelm Geisler.

Han har tre brødre og er den næstældste.

- Vi var kun mænd, mine brødre har også i dag kun sønner. Jeg er den eneste, der har fået piger, siger han.

Barndommen var fyldt med udeliv. Hans første minder stammer fra havnen i Qasigiannguit.

- Dengang var byen i top! Det var en fiskerby, hvor der var meget rejefangst, husker han.

Børnene legede i sneen om vinteren, fiskede efter mad på isen, tog på rypejagt og kørte mede hundeslæde. Om sommeren tog de ud i naturen for at lave mad over bål, bade ved søerne og lavede spejder aktiviteter.

- Vi var ude fra morgen til aften. Når vi blev sultne, var der altid rejer, der var frit tilgængelige for alle, vi tog bare nogle og spiste dem, siger Valdemar Wilhjelm Geisler.

 Skippede 7. klasse

Valdemar Wilhjelm Geisler elskede folkeskolen ”Juunarsip Atuarfia” i Qasigiannguit og han var en flittig elev.

- Vi sang salmer om morgenen og havde kateketer som lærere. Danske lærere manglede vi heller ikke dengang i 60-erne, siger han.

Han lavede sine lektier utrætteligt og nød at løse opgaverne.

- Jeg har nok været lærenem dengang, for jeg skippede 7. klasse, husker han.

Eleverne i ”Juunarsip Atuarfia” kunne ikke afvikle 9. klasse og op i Qasigiannguit, derfor rejste Valdemar og hans klassekammerater til Danmark for at fortsætte skolen. Det endte med at han startede på den grønlandske kostskole i Samsø.

Jeg plejer at sige, at tiden i Samsø er en af de bedste oplevelser i min ungdom, fordi alt åbnede sig og uendelige muligheder opstod / Valdemar Wilhjelm Geisler

Vi er i året 1978. 17-årige Valdemar var i sit es i sit liv og hans verden ændrede sig.

- Jeg plejer at sige, at tiden i Samsø er en af de bedste oplevelser i min ungdom, fordi alt åbnede sig og uendelige muligheder opstod, fortæller Valdemar Wilhjelm Geisler.

Ved siden af skolen begyndte han at dyrke fodbold, badminton, bordtennis, volleyball og håndbold.

Da han blev færdig med kostskolen, rejste han til Nuuk og begyndte at studere på Jern- og Metalskolen. Men det var ikke rigtig noget for ham. Hmm, hvad så? Han tog sig et job i Godthåbhallen.

I 1984 kom der en spændende mulighed, han ikke kunne modstå. Det var Politiskolen. Han var 23 år.

- Under uddannelsen fandt jeg ud af, at det passede perfekt til mig. Jeg fandt ud af, at jeg var fysisk og psykisk stærk og at jeg kunne forblive rolig i stærke og intense situationer. Jeg havde fundet det, jeg ville lave, fortæller Valdemar Wilhjelm Geisler.

Efter endt uddannelse, fik han fastansættelse i i Nuuk.

Han har specielt interesseret sig for eftersøgning af mennesker i naturen og har deltaget i redningsaktioner ved Indlandsisen.

Og han dyrkede stadig sport i sin fritid. Mest boksning og langrend.

- Jeg dyrker stadig langrend den dag i dag, sammen min familie og vi elsker at være sammen i naturen. Derfor kender jeg fjordene i Nuuk ret godt, og har rejst i det på kryds og tværs, siger han.

Skifter kurs

I 1992, efter fire år i tjenesten, skiftede Valdemar kurs mod turisme. Grunden var hans store og evige interesse for at være i naturen. Han mødte nogle – helt tilfældigt – canadiere i Nuuk, der drev kajakture i Nuuk og i Canada.

- De ledte efter en, der vidste noget om fjordene i Nuuk. Da de spurgte mig, var jeg ikke i tvivl og jeg takkede ja lige med det samme, siger han.

Valdemar Wilhjelm Geisler blev ansat ved en canadisk virksomhed som turistguide, hvor han håndterede kajakture og vandreture både her i landet og i Nunavut i Canada. Han rejste til Ottawa hvert forår og arbejdede.

Efter et år i turistverdenen ville han udvide sin viden med hensyn til det sproglige. Derfor rejste Valdemar Wilhjelm Geisler til Frankrig for at lære fransk. Han tilbragte et år i hovedbyen Grenoble, der også er kendt for at være centrum for kunst og historie i alperne.

- Dengang var der ikke internet. Så jeg skrev ufattelig mange sider notater af franske ord på nogle A4-ark, husker han.

Valdemar Wilhjelm Geisler var i turismen i cirka fem år. Det var under de år, han mødte sin kærlighed, som han senere blev gift med. Uka Wilhjelm Geisler og parret har i dag fire døtre.

I 2002 vendte han tilbage til politifaget. Efter deres tredje barn kom til verdenen, blev Valdemar Wilhjelm Geisler dog hjemmegående far.

- Min kones ansvar som læge dengang udviklede sig og hun havde også ligesom mig nattevagter. Det blev for hårdt til sidst. Derfor besluttede jeg mig for, at blive hjemmegående far, fortæller han.

Da deres fjerde datter blev født, ville konen Uka uddanne sig videre som hjertelæge.

- Men jeg ville ikke bo i Danmark. Min kone spurgte, hvad jeg syntes om Norge som et andet alternativ. Helt sikkert, ajunngilaq, så længe der er fjelde og sne, så er jeg glad. Så vi trak rødderne op og flyttede til Trondheim, fortæller han.

En stor omvæltning for en familie med fire småbørn. Valdemar Wilhjelm Geisler var stadig hjemmegående far og sørgede for børnehaver, skoler og fritidsaktiviteter. De boede i Norge i fem år.

- Det var vigtigt for mig, at børnene ikke skulle glemme deres sprog. Derfor brugte jeg muligheden fornuftigt med, at jeg kunne undervise dem i grønlandsk derhjemme med løn fra kommunen, siger han.

Keder sig ikke

Familien boede i Norge indtil 2013, hvor de flyttede hjem igen og har siden boet i hovedstaden.

- Jeg har været hjemmegående lige siden. Jeg er familiens overhoved, den ansvarlige i huset og jeg er kokken, siger Valdemar Wilhjelm Geisler.

Ved siden af sine huslige pligter, er han stadig at finde i naturen. Han fanger rensdyr, ryper og fisk og tilbereder dem.

- Men jeg kan godt mærke min alder trænger sig på. Derfor begynder mine piger langsomt at overtage det, hvor de fanger ryper og skyder rensdyr. Jeg er den, der tager billederne, griner han.

I fritiden arbejder Valdemar Wilhjelm Geisler frivilligt. Han skovler sne ved langrendsløjperne i Nuuk og om sommeren hjælper han fåreholdere. Han løfter også sløret en smule for et projekt, som han er i gang med.

- Jeg drømmer om at lave langrendsløjper ved Kapisillit, så det kan tiltrække turister om vinteren. Jeg tror fuldt på, at det kan blive til virkelighed. I første omgang kan det være en rute på 25 kilometer, og måske kan jeg nå Neriunaq i fremtiden, siger Valdemar Wilhjelm Geisler.

Når han ikke arbejder på sit projekt eller laver husarbejde, elsker han at tilbringe tiden sammen med sin familie.

- Min kone og jeg har en fælles interesse. Vi elsker at vandre, og vi har flere gange deltaget i Arctic Circle og ultraløbet NUUKKAP, siger Valdemar Wilhjelm Geisler.