alderspension

Martha Lund Olsen: Nu skal vi diskutere pension

Naalakkersuisut forbereder nu en alderspensionsreform og lægger op til debat frem til efterårssamlingen, hvor det endelige lovforslag bliver fremlagt

Betalingen for hjemmehjælp bortfalder, så de ældre får bedre mulighed for at blive i eget hjem, fremgår det af Martha Lund Olsens lovforslag, som nu sendes i høring.
Offentliggjort

Målet er i følge naalakkersuisoq for familie Martha Lund Olsen en fremtidssikret og social bæredygtig alderspensionsreform, som kommer alle til gode. Det fremgår af det oplæg til nye lov om alderspension, som blev sendt i høring i går fredag.

I oplægget til den nye lov om alderspension fremgår det, at den nye alderspension vil bestå af en grundpension, som er uafhængig af ægtefælle/samlevers indkomst og et pensionstillæg til de økonomisk svagest stillede pensionister. Herudover kan alderspensionister modtage handicap- og helbredstillæg til særlige behov samt personlige tillæg. Endelig bortfalder betalingen for hjemmehjælp, så de ældre får bedre mulighed for at forblive i eget hjem, fremgår det af pressemeddelelsen.

Rimelige levevilkår
– Det er for Naalakkersuisut et helt centralt politisk mål, at det grønlandske velfærdssamfund sikrer rimelige levevilkår for ældre medborgere. Det er vigtigt at sikre alle ældre en levestandard på et vist minimumsniveau og dermed undgå fattige pensionister. Samtidig er det vigtigt at sikre, at levestandarden som alderspensionist står i et rimeligt forhold til levestandarden som erhvervsaktiv. Vi skylder de mennesker, der gennem et livs arbejdsindsats har skabt forudsætningerne for vore dages samfund, at de kan leve en tryg tilværelse i alderdommen, - også økonomisk. Derfor ønsker Naalakkersuisut fortsat at forbedre vilkårene for de vanskeligst stillede pensionister, siger Martha Lund olsen i følge en pressemeddelelse fra selvstyret.

– Vi står dog over for en række udfordringer på pensionsområdet, der må handles på indenfor en kortere tidshorisont. På den baggrund fremlægger vi et fremtidssikret forslag til en alderspensionsreform, der både er socialt og økonomisk bæredygtig i mange år frem, tilføjer hun.

Skal kunne blive i eget hjem

Reformens grundprincipper er:

- at det skal gøres mere attraktivt økonomisk at spare op til alderdommen,

- at de ældre, der kan og vil forblive på arbejdsmarkedet, får mulighed for det og får en økonomisk gevinst ved det,

- at de ældre, der ønsker og kan blive boende i eget hjem skal have mulighed herfor.

Endelig er det også nødvendigt, at vi i takt med, at levealderen stiger betydeligt i disse år, og der bliver flere ældre, at man bliver længere på arbejdsmarkedet, fremgår det af pressemeddelelsen fra Departementet for Familie.

– Samlet set er det politiske mål, at skabe en reform af alderspensionsområdet, der er såvel socialt som økonomisk bæredygtig på det lange sigt. Jeg er meget glad for, at vi har god tid til at bred debat i hele landet om forslaget, og jeg ser meget frem til denne debat og håber, at så mange som muligt vil deltage, siger Martha Lund Olsen i forbindelse med at oplægget til loven sendes i høring. Det endelige lovforslag vil blive fremsat til Efterårssamlingen 2015.

Powered by Labrador CMS