Markant journalist er afgået ved døden

Den markante journalist Elna Egede er død 70 år gammel efter et sygdomsforløb. 

Elna Egede modtog den journalistiske pris Carsten Nielsen-legatet i 2008 for sine artikler og afsløringer i lejer-til-ejer-sagen.

Mangeårig og markant journalist Elna Egede er afgået ved døden. Det oplyser familien på Facebook.

Dødsfaldet har ført til et utal af mindeord på det sociale medie fra blandt andre tidligere kolleger, der hylder Elna Egede for hendes betydning for journalistikken i Grønland.

Også politikere mindes Elna Egede. Således har tidligere IA-formand og mangeårig politiker Aqqaluk Lynge sendt mindeord til nærværende redaktion.

Han kalder Elna Egede for en af de største politiske reportere Grønland har haft:

- På KNR og den trykte presse hvor hun haft ansættelse, har hun med stor indsigt kunnet rapportere fra forskellige politiske begivenheder og gå i direkte clinch med politikere.

- Offentligheden vil huske Elna for de interviews hvor politikere bliver grillet. De fleste politikere havde dog stor respekt for hendes arbejde. Elna som menneske var også stor og respekteret og elsket af venner og familie, lyder det fra Aqqaluk Lynge.

- En usædvanlig kvinde

Elna Egede opnåede i 2008 at modtage Dansk Journalistforbunds Carsten Nielsen legat for sine artikler og afsløringer i den såkaldte lejer-til-ejer sag, hvor hun afslørede at fremtrædende politikere og embedsmænd havde købt attraktive boliger i Nuuk.

Dødsfaldet har også ført til mindeord fra Naalakkersuisut-formand Múte B. Egede, der udtaler:

- Elna Egede var en usædvanlig kvinde som altid søgte retfærdigheden. Hun var skarp, nysgerrig og stædighed. Hun havde mod til at gå imod strømmen, og hun havde en enestående styrke, lyder det fra Múte B. Egede.

Efterlyser kor

Elna Egede var de sidste år af sit liv bosat i Aalborg med sin mand Søren Wettergren Olsen.

Hun skal bisættes 25 maj kl. 14 i Vejgaard Kirke, og Søren Wettergren Olsen fortæller til Sermitsiaq, at han i den forbindelse har en lille bøn:

- Elna ville meget gerne have nogle grønlandske salmer, men jeg mangler et kor, fortæller Søren, der kan kontaktes på +45 42 55 92 28.

Powered by Labrador CMS