Marginal højere indtjening i Grønlandsbanken

Grønlandsbanken blev i fjerde kvartal påvirket af rentefaldet, hvilket gik ud over indtjeningen. Det samlede 2024-årsresultat blev derfor blot 1 million kroner højere end året før og landede på 245,7 mio. kr. før skat.

Aktionærerne i Grønlandsbanken får i år et betydeligt større udbytte set i forhold til sidste år på trods af en minimal vækst i overskuddet fra 2023 til 2024.
Offentliggjort

Med en forventning om yderligere rentefald her i 2025 vurderer Grønlandsbanken, at det samlede 2025-årsresultat før skat vil lande et sted på mellem 150 og 185 mio. kr. Forudsigelsen er imidlertid behæftet med usikkerhed på grund af den geopolitiske udvikling.

Om de forventede rentefald udtaler bankdirektør Martin Kviesgaard i en pressemeddelelse:

Positivt for kunderne

- Det er ganske positivt for kunderne, og det er godt i længden. Vi kommer dermed dog også ned på et helt andet indtjeningsniveau i 2025 i banken, da de lavere renter vil have en negativ effekt på kort sigt, men det lever vi fint med. 

- Omvendt må vi sige, at den geopolitiske usikkerhed og påvirkningen i Grønland er helt ekstraordinær. Det kan være temmelig vanskeligt at vurdere, hvilken effekt det har på vores kunder og den grønlandske økonomi på både kort og langt sigt, siger Martin Kviesgaard, der vurderer bankens kapitalgrundlag som “robust”, hvilket får banken til at indstille at give et udbytte på 100 kr. pr. aktie, som er 45 kr. højere end i 2024.

Ud- og indlån øget

I løbet af 2024 øgede banken udlån med 4,5 procent og landede dermed på godt 5 mia. kr. Indlånssiden steg med mere end 700 mio.kr.

Den udvikling er Martin Kviesgaard ganske godt tilfreds med, “og jeg synes, at det vidner om, at vi står ganske godt konkurrencemæssigt”, udtaler han.

- Kunderne har fået en ganske pæn indlånsrente i løbet af året og vi kan se, at indlånet er steget ganske meget. Overalt i Grønland er vi med i udviklingen af Grønland, og det betyder flere udlån til nye aktiviteter, og så investerer vi markant i forbedret kundeoplevelse, lyder det fra direktøren fra Grønlands største bank.

Nettorenteindtægter steg med 35,2 mio. kr. til 470,3 mio. kr. Gebyr- og provisionsindtægter faldt i forhold til året før, og nedskrivninger og hensættelser steg en anelse fra 14,2 mio. kr. i 2023 til 18,9 mio. kr.

Solvensen øget

- På trods af denne stigning, anser vi det stadig som lavt, og det viser med tydelighed, at samfundet og bankens kunder har en god økonomisk robusthed. Det viser, at vi ligger et godt sted, på trods af store omvæltninger i verden hen over 2024, udtaler bankdirektøren.

Efter udbyttebetalingen er solvensprocenten oppe på 26,9 mod 26,0 året før. Solvensbehovet udgør uændret 11,1%. På trods af den øgede udbyttebetaling er kernekapitalen på 25,1 procent , hvor bankens langsigtede mål er 24 procent.

Powered by Labrador CMS