Maniitsoq efterskole byder velkommen
Forstander Flemming Cederholm, Maniitsup Efterskoli, byder 70 nye elever velkommen

De unge mennesker fra hele kysten er i disse dage på vej til Maniitsoq for at tilbringe 1 år som elever på den nystartede efterskole, skriver forstander Flemming Cederholm i en pressemeddelelse.
Hele sommeren har de unge gået og ventet med spænding på, at den store dag skulle oprinde – og nu er dagen kommet.
Eleverne ankommer til Maniitsoq med fly og skib, og på havnen og i lufthavnen vil efterskolens personale være klar til at tage imod skolens første elevhold.
På efterskolen står de nyindrettede elevværelser og venter i spænding på, at de ny beboere skal gøre deres entre.
Spisesalen er pyntet op til velkomst, og i køkkenet vil efterskolens elever inden længe, sammen med køkkenpersonalet, være i gang med at kreere sunde og spændende retter.
Dejlige lyse og rummelige undervsininglokaler skal danne rammen om den daglige undervisning og i opholdsrummene finpudses skakspilene, bordtennisbordet og hyggekrogene.
Alt summer af glæde og forventning.
På efterskolen i Maniitsoq har vi fokus på, at den enkelte elev bliver i stand til at tage ansvaret for sit eget liv.
Eleverne undervises i de prøveforberedende fag engelsk, dansk, matematik og grønlandsk.
Skolen profilerer sig derudover med linjefagene idræt, musik, drama og den friluftsbaserede linje ”land, hav og mad”.