KOMMUNE KUJALLEQ
Manglende betaling af A-skat og manglende regnskaber under lup
Naalakkersuisoq for finanser og skatter, Erik Jensen (S) er mildest talt lige så overrasket over, at Kommune Kujalleq har opbygget gæld til landskassen som kommunalbestyrelsesmedlemmerne i Sydkommunen. - Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt udtale mig yderligere andet end, at vi nu er i gang med at få undersøgt, hvordan dette kunne ske, siger Erik Jensen (S) til Sermitsiaq.
Naalakkersuisoq for finanser og skatter, Erik Jensen (S) sidder ikke til dagligt med indenrigsområdet og tilsynet med kommunerne, det gør Jess Svane (S). Jensen er ligesom borgmester Stine Egede og resten af kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq overrasket over at kommunen, uden nogen opdagede det, kunne opbygge gæld til selvstyret. Men også det forhold at kommunen mangler at lukke regnskaber for 2021, 2022 og 2023 kræver en forklaring, og Jensen forventer en redegørelse snarest.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Måske er det en dårlig ide, at indenrigsdepartementet sidder alt for langt væk fra finansdepartementet, når der kan opstå uopdagede fejl, der medfører behov for forhøjelse af en kommunal kassekredit.
- Jeg sidder ikke med indenrigsdepartementet til dagligt, og det er indenrigsdepartementet, der sidder med tilsynet af kommunerne og deres dispositioner i forhold til styrelsesloven.
- Men det er klart, at jeg er ansvarlig for de offentlige finanser - uanset om det er kommunerne eller selvstyret - og skal sørge for, at vi alle overholder Inatsisartutloven om kommunernes og Grønlands Selvstyres budgetter og regnskaber.
- Jeg skal her ikke lægge skjul på, at jeg er lige så overrasket over, at der er sket fejl, som ikke måtte ske. Jeg har derfor bedt om en udredning om hvordan og hvorfor, sådan en fejl kan opstå, siger naalakkersuisoq for finanser og skatter Erik Jensen (S).
Erik Jensen har straks efter at have fundet ud af at Kommune Kujalleq har opbygget et skattegæld til selvstyret fået iværksat en udredning om hvordan, det kunne lade sig gøre at en kommune kan komme adskillige måneder bagud med betaling af A-skatter, der skal tilgå landskassen.
Kommunen mangler at lukke flere års regnskaber
Det er ikke alene manglende betalinger til A-skat, kommunen er bagud med. Kommunen mangler også at lukke regnskaber for 2021, 2022 og 2023.
Borgmester Stine Egede (IA) siger til Sermitsiaq, at kommunen først og fremmest har haft vanskeligheder med at ibrugtage et nyt fælles økonomisk system, men også haft et vanskelig samarbejde med revisor, som ikke har formået at lukke 2021-regnskabet:
- Først når vi kan lukke 2021-regnskabet kan vi lukke 2022 og 2023-regnskaberne. Men jeg forventer, at vi i den nærmeste fremtid og lidt efter sommerferien kan lukke regnskaberne, siger Stine Egede.
Også det kommer bag på Naalakkersuisoq for finanser, Erik Jensen (S):
- Selvfølgelig skal kommuner og selvstyret overholde budget- og regnskabsloven. Selve loven og de dertilhørende bekendtgørelser er klare og tydelige, og der bør derfor ikke være opstået manglende regnskaber, men jeg kan ikke udtale mig yderligere, før jeg har fået en fyldestgørende udredning, som jeg forhåbentligt får senest i næste uge, siger Erik Jensen til Sermitsiaq.