Mange støtter de strejkende, fortæller Hansine Brandt fra Nuuk
Trods mangel på helt basale dagligvarer, så er der støtte til de fagforeninger, der lige nu strejker i Færøerne
Folk begyndte allerede at hamstre mad og dagligvarer lige efter strejkens udbrud. På billedet ses næsten tomme kølemontre i supermarkedet Miklagardur i Torshavn torsdag den 6. juni.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Fremover vil historier som denne kræve abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
Obs: Opdateret med oplysning om, at parterne forhandlede til kl. 01 natten til fredag - dog uden at nå til enighed.
Annonce
En strejke på Færøerne blandt
medlemmer fra flere fagforeninger har varet i mere end tre uger, og det kan i
den grad mærkes i færingernes dagligdag. Butikshylderne er tomme for dagligvarer,
der er ikke mere diesel i tankstationerne og flere børnehaver og skoler holder
lukket.
Folk begyndte allerede at hamstre dagligvarer lige efter strejkens
udbrud, og der gik ikke længe, før der ikke var flere grøntsager på hylderne. Det
fortæller journalist på den færøske avis Sosialurin, Pætur Evensson til
Sermitsiaq.
- Det er lidt
kaotisk i Færøerne lige nu, må man sige, siger han og fortsætter:
- Flere børnehaver i hele landet har lukket. Det påvirker mange andre lag i samfundet,
fordi nu kan mange ikke tage på arbejde, da ingen er der til at passe børnene. Så
ja, folk er frustrerede, og det mærkes.
Ønsker højere løn
Strejken startede mandag den
13. maj af fire fagforeninger, der strejker grundet mislykkede forhandlinger om
en ny overenskomst. Parterne på arbejdsmarkedet har været ved
forhandlingsbordet flere gange, også for nyligt.
- Men der var
vist alt for langt mellem parterne, så de nåede ikke til enighed. Man kan
derfor regne med, at strejken varer ved lidt endnu, gisner Pætur Evensson.
I går, torsdag, mødtes parterne endnu engang, denne gang på Hotel Færøerne i Torshavn. De sad helt til klokken 01 i nat, og forhandlingerne fortsætter i dag fredag. Til det færøske radio Kringvarp Føroya oplyser mægleren Terje Sigurðsson, at det stadigvæk er svært at nå til enighed, og at det næste døgn vil vise, om forhandlingerne vil bære eller briste.
Det er fagforeninger, som
vil have markant højere løn. Medlemmerne, der strejker, omfatter blandt andet
arbejdsfolk i fiskefabrikker, skraldemænd, lastbilchauffører, havnearbejdere,
lagerarbejdere og rengøringspersonale.
Udover at hamstre mad,
begyndte flere i befolkningen også at
fylde deres biler med benzin og diesel, da man hørte, at tankstationerne snart ville løbe tør. På Færøernes sydligste ø, Suðuroy, har der
stadig været brændstof, og derfor er mange rejst hele vejen til øen for at tanke biler op. Al offentlig
transport er desuden stoppet. Det er
kun ambulancer, som har nødbenzin på lager, og eltaxaer, der kører rundt i Færøerne.
”Der er forståelse”
Hansine Brandt fra Nuuk har
i mange år boet på Suðuroy. Hun har
den seneste tid været vidne til de mange biler, der kommer til øen for at
tanke.
- Der sker
trafikprop, men det, der påvirker mig mest, er manglen på friske madvarer. Vi
får stadig brød og mælk, men mangler frugter, kød, kartofler. Man kan godt
mærke, at der er tomt på hylderne i butikkerne, siger Hansine Brandt på en
telefonlinje til Færøerne.
Et andet problem i det
daglige er skraldet, der ikke bliver hentet, og det skaber risiko for rotter og
andre skadedyr.
- Man ser
skrald alle steder, ude på gaderne og i naturen, siger Hansine Brandt.
Det er ikke første gang,
at hun oplever en strejke i Færøerne, men det er første gang, at strejken varer
så længe som denne gang. Til trods for det, fortæller Hansine Brandt, at der er
en udbredt forståelse for de strejkende.
- Der er mange,
der forstår dem, og som håber, at de får deres budskab igennem, fordi der er en
forståelse for, hvorfor de gør det. Mange støtter dem også i det, men folk er
også begyndt at gætte på, hvor længe det varer. Det kan vare i flere måneder
endnu, siger Hansine Brandt.