Måling: Islandsk flertal vil i EU

54,3 procent af den islandske befolkning vil have landet optaget i EU, viser en meningsmåling, som blev gennemført fra den 12. til 20. juni af markedsundersøgelsesvirksomheden Maskína.

Der er valg til det islandske Alting næste år. Måske skal der samtidig afholdes en folkeafstemning om optagelse i EU.
Offentliggjort

Et stort flertal på 74,2 procent af de adspurgte i den islandske meningsmåling mener, at det er vigtigt, at der bliver afholdt en folkeafstemning om yderligere forhandlinger om optagelse i EU, når landet næste gang skal have valg til parlamentet, skriver det islandske medie Visir.

Resultatet af meningsmålingen overrasker ikke den tidligere premierminister Þorsteinn Pálsson, der mener, at emnet om EU-optagelse nu skal på den politiske dagsorden.

- Ingen ved selvfølgelig på forhånd, hvad udfaldet bliver, men det er afgørende, at den næste regering, som skal påtage sig en betydelig genopbygningsindsats og sætte en ny kurs mod Island, fra dag ét ved, hvor vælgerne står i dette væsentlige spørgsmål, har Þorsteinn udtalt til Vísir.

Vil være bedre stillet i EU

Den seneste meningsmåling viste desuden, at 66,8 % af de adspurgte mente, at husholdningerne ville være bedre stillet under EU. En væsentlig faktor er den islandske krone, som er en af de mindste valutaer i verden. Hvis Island skulle tilslutte sig EU fuldt ud, kan det også betyde en indførelse af euroen. At indføre euroen kan blandt andet betyde, at islandske boligejere får adgang til realkreditlån til mere fordelagtige priser, bliver det nævnt i Visir-artiklen.

Island skal efter planen til valgurnerne næste år. 

Powered by Labrador CMS