Madoplevelse i Ilimmarfik

Ilimmarfiks kantine er halvfyldt med mennesker. Klokken slår næsten 12. Lena Bidstrup spiser hurtigt sin frokost i pauserummet, hun har lige smørret sandwicher, som de omkring 200 personer fra Ilimmarfik kan købe til deres frokost.

Ilisimatusarfik har hjemtaget kantinedriften, da der var studiestart for to uger siden og Lena er lige blevet kantineleder. Hun har flere års erfaring, og derfor har forståelse for Ilisimatusarfiks værdier og behov.

- Vi er stadig i opstartsfasen, men vi har drømme og mål angående kostpolitik og det indebærer blandt andet mad, der er lavet med grønlandske råvarer. Det glæder vi os meget til, siger Lena Bidstrup, mens hun spiser sin frokost, en salat, som hun har taget med hjemmefra.

Jeg står midt i kantinen, der har oversigt over det store fjeld Sermitsiaq. Folk er kommet for at spise deres mad og holde pause fra dagens mange gøremål og undervisning. Kantinen er et sted, hvor man puster ud og fylder maven med mad. De får benzin til dagens mange opgaver. Rummet er fyldt med sorte runde borde og stole, og atmosfæren er let og rummelig.

Universitets indretning, der kan minde om New Yorker-stilen, med dets store luftige rum og rå stil, får mig til at tænke på den følelse, jeg havde, da jeg for første gang kom ind til campus for alt for mange år siden. Nervøsitet og glæde.

Bedstemorfølelsen

Den grønlandske kunst på væggene giver rummet varme og personlighed. Jeg hiver mig selv ud af min flashback og går mod kantinen, der ligger for enden af rummet. Folk står i kø med deres hvide madbakker og venter på ekspedienten, der tjener de sultne kunder.

- Vi står overfor en spændende ny tid for kantinen på Ilisimatusarfik, vi har nemlig nu selv overtaget kantinedriften, hvilket giver os bedre kontrol over både kvaliteten og udvalget af mad og drikke, skrev universitetet, da det blev meldt ud.

Denne gang serveres der sandwiches, der er tilberedt i kantinen og lune retter, der er bestilt udefra.

- Vi har bestilt forskellige køkkenting, som gryder og lignende, derfor har vi endnu ikke hjemtaget de varme retter endnu. Men vi har en vision om at lave mad fra bunden. Sælsuaasat, rensdyrkød og lam vil med sikkerhed være på menuen, når det hele falder på plads, siger Lena Bidstrup.

Der er tre andre medarbejdere i hendes køkken. De skal sørge for at have kantinen fyldt med mad tre gange om dagen. Om morgenen, til frokost og til eftermiddagssnacken.

Hendes karisma og personlighed er varm og venlig. En type, der får én til at føle sig velkommen for livet. En bedstemorvibe, der får alles maver fyldt med den bedste mad prompte. Hun snakker med alle, der kommer forbi. Hendes stemme og grin fanger hele rummet og giver det en positiv løft.

Dressing overload

Jeg står i kø og vil prøve en af deres hjemmelavede sandwicher. Der er flere at vælge imellem. En med kylling og karry, en anden med æg og rejer. Min mave krymper af sult af bare synet.

Siddepladserne er fyldte af mennesker. Jeg følte mig heldig, da avisens fotograf og jeg fandt to ledige stole gemt væk i flokken.

Jeg sætter mig ned og lægger min tallerken ned og kigger mig rundt. Folk spiser og hygger sig, griner og taler. Her er hyggeligt.

Jeg kigger ned på min kyllingesandwich og tager den med begge mine hænder. Jeg gaber så højt, jeg kan og prøver at tage en bid. Mit Kim Larsen-gab er ikke bredt nok og jeg lægger min sandwich igen. Ajunngilaq, siger jeg til mig selv og henter noget bestik. Lad os prøve igen. Jeg skærer et stykke og putter det i munden. Himmelsk. Kokken har ikke sparet på dressingen, som gør det mere fyldigt og smagfuldt. Lige som det skal være, ikke en beskeden tynd streg af en dressing, men en ordentlig sjask, der får en til at smile af bare glæde. Undskyldende over min lykkerus kigger jeg rundt og smiler af mig selv.

Vi nyder vores frokost i kantinen med Sermitsiaq-fjeldet som tilskuer. Wow, det må være et universitet, der har den mest fantastiske udsigt!

Jeg sluger hele sandwichen på ingen tid og skyller det ned med en Faxe Kondi. Propmæt læner jeg mig tilbage i min stol og kigger rundt. Folk spiser deres mad, nogle i store grupper, andre alene med deres bærbare.

Lena er færdig med sin frokost, og hun er gået i gang med at lægge rent bestik til brug for de studerende. En medarbejder på universitetet går direkte mod hende, smilende.

- Sandwich mamaq!, komplimenterer medarbejderen Lena.

Hun smiler af glæde. Enigt kigger jeg på medarbejderen og tænker på, hvor meget en lille detalje kan give.

Folk hilser på Lena og hun småjoker og griner med folk.

- Vi er sikre på, at Lena vil bringe en positiv forandring og løfte kvaliteten af vores kantineoplevelse.

- Hun vil stå i spidsen for den daglige drift og, sammen med vores nyansatte og dedikerede køkkenpersonale, arbejde på at skabe en imødekommende og velsmagende oplevelse for alle vores besøgende, skriver Ilimmarfik i en pressemeddelelse.

Suaasat

- Vi har et mål om, at der skal være en dag med grønlandsk mad. Og vi tænker, at det skal være en bestemt dag på ugen, hvor vi serverer det. For eksempel hver onsdag, så ved folk at de skal have for eksempel sælsuaasat den dag, siger Lena Bidstrup.

Jeg forestiller mig kantinen propfyldt med mennesker på den onsdag, maven fyldt med sælsuaasat eller rensdyrsuppe. Man får bare en anden glød i ansigtet og fornyet energi på bedste vis, når man har spist grønlandsk mad.

Vi takker Lena og hendes kollegaer for en god oplevelse og går mod døren. Glade og smilende og klar til at udføre dagens opgaver propmæt.

Jeg laver en note til mig selv, at jeg skal huske og finde ud af, hvilken dag, kantinen vil servere grønlandsk mad. Det vil helt sikkert være det værd at besøge landets eneste universitet på den dag i fremtiden.