Lufthavnen i Qaarsut lukker
Den 900 meter lange grusbane i Qaarsut skal repareres i slutningen af juli. Passagerer, der har købt billet, bliver kontaktet af Air Greenland
Lufthavnen i Qaarsut bliver lukket for fastvingefly fra søndag den 22. juli til søndagen efter, nemlig den 29. juli.
Det sker, så Mittarfeqarfiit kan udbedre banen.
- Banen er bygget på et underlag, som med tiden sætter sig. Derfor er der opstået sænkninger eller ujævnheder - også kaldet lunker - på banen. De skal nu udbedres og det skal gøres om sommeren, hvor jorden er frostfri. Det sker ved, at dele af banens overflade “høvles ned” og udjævnes, hvorefter det øverste lag reetableres, siger Niels Grosen, driftsdirektør i Mittarfeqarfiit.
De fastvingede fly lander i Qaarsut tre til fire gange om ugen, så Mittarfeqarfiit vil arbejde tæt sammen med Air Greenland for at sikre, at ulemperne for passagerer til og fra Uummannaq-området minimeres.
Har du allerede købt billet til eller via Qaarsut i den periode, bliver du kontaktet af Air Greenland, som forventer at indsætte helikoptere for at sikre beflyvningen.