Louis Sigurdsen: Hjemløse overses i den politiske debat
Sociale problemer som hjemløshed drukner ofte i diskussioner om selvstændighed og historiske forhold som kryolitminedrift, mener politisk kandidat fra Atassut Louis Sigurdsen.
Foto: Tôrtia Reimer-Johansen
Hjemløshed er en presserende problemstilling, der kræver akut handling, mener Louis Sigurdsen (A), der stiller op til Inatsisartut:
- Vi skal have fokus på de nære ting og de problemstillinger, vi har i landet nu, og som ikke er blevet løst i årevis.
Han mener, at sociale udfordringer burde have højere prioritet, såsom uddannelse, vilkår for personer med handicap, boligmangel og socialområdet generelt.
Ifølge Louis Sigurdsen er hjemløshed her i landet ikke kun et resultat af misbrug, men også en konsekvens af sociale faktorer som dyre boliger, manglende netværk og traumer fra barndommen.
Ikke dovenskab
- Vidste du, at en relativt stor andel af hjemløse har arbejde? Det er ikke dovenskab, der gør folk hjemløse – det er udsathed, siger han.
Han ønsker derfor en mere systematisk indsats for at hjælpe hjemløse tilbage på fode, blandt andet gennem oprettelse af hjemløseboliger, bedre misbrugstilbud og en "Housing First"-strategi, hvor fast bolig ses som en forudsætning for at stabilisere udsatte borgere. Han påpeger også, at hjemløse ofte udsættes for udnyttelse, vold og seksuelle overgreb, som gør dem endnu mere sårbare.
- Har vi et velfærdssamfund eller ej? Har vi alle ret til et værdigt liv – eller kun dem, vi kan spejle os i?
Louis Sigurdsen mener, at politiske diskussioner i højere grad bør fokusere på de akutte problemer i samfundet frem for ensidigt at dreje sig om relationen til Danmark og selvstændighedsspørgsmålet.