Løkke kan ikke få øje på krise efter Trump-trussel mod Danmark

Lars Løkke Rasmussen (M) opfordrer alle til at få pulsen lidt ned efter opsigtsvækkende Trump-udtalelser.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) var en ombejlet herre, efter at han onsdag havde været en tur i Folketingssalen. Han mener ikke, at Danmark befinder sig i nogen form for krise, selv om Donald Trump tirsdag raslede med sablen i forhold til Grønland og Danmark
Offentliggjort

- Jeg har ikke nogen oplevelse af, at vi er i en udenrigspolitisk krise.

Sådan siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) onsdag om de seneste Donald Trump-udtalelser om Danmark og Grønland, som faldt tirsdag.

- Jeg prøver at forholde mig til realiteterne. Jeg tror, vi alle sammen gør os selv en tjeneste ved at få pulsen lidt ned, siger Lars Løkke Rasmussen på spørgsmål om, hvorvidt Donald Trump kan gøre, hvad han vil.

Den kommende amerikanske præsident truede tirsdag Danmark med mulige økonomiske sanktioner, og Trump afviste ikke brug af militær tvang i Grønland.

Donald Trump har ytret, at han ønsker, at USA skal have kontrol med Grønland, der hører under rigsfællesskabet sammen med Danmark og Færøerne.

Det er ikke første gang, at den tidligere og kommende præsident i USA ønsker at få kontrol med Grønland.

I 2019 ville Trump købe Grønland, hvilket statsminister Mette Frederiksen (S) dengang kaldte for en "absurd" tanke.

Efterfølgende aflyste Trump et planlagt statsbesøg i Danmark.

Tirsdag nøjedes Mette Frederiksen med at konstatere, at "Grønland er grønlændernes", og at det er dem, der bestemmer over landets fremtid.

Lars Løkke Rasmussen mener, at Mette Frederiksen talte klart og tydeligt.

- Jeg oplever ikke nogen vævende statsminister overhovedet, siger han.

Formanden for Grønlands regering, Múte B. Egede, har flere gange afvist, at Grønland skulle være til salg.

- Lad mig gentage det - Grønland er grønlændernes. Vores fremtid og kamp for selvstændighed er vores anliggende.

- Danskere, amerikanere og alle andre kan have holdninger, men vi skal ikke blive fanget af hysteriet og pege af andre. For vores fremtid er vores og skal tegnes af os, skrev han tirsdag på Facebook.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS