rigsmøde

Løkke: Færøerne og Grønland må vælge mellem kongeriget og løsrivelse

Færøerne og Grønland må bestemme sig for, om de vil lave en forfatning, hvor landene fortsætter i rigsfællesskabet, eller om de vil lave en grundlov for en selvstændig stat, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)

To af de tre deltagere på rigsmødet, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S)
Offentliggjort

(Artiklen blev opdateret klokken 10.58 tirsdag med præciseringer)

Arbejdet med at lave en forfatning på henholdsvis Færøerne og i Grønland var højt på dagsordenen, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), lagmand Aksel V. Johannesen (S) og formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), holdt rigsmøde på Marienborg.

Lars Løkke Rasmussen understreger, at Færøerne og Grønland frit kan vælge at arbejde med egen forfatning.

- Men jeg har samtidig tilkendegivet, at man skal gøre sig klart, hvilket spor man arbejder i. Om man arbejder med en forfatning, som skal gælde for en selvstændig stat engang i fremtiden, eller en forfatning, som skal gælde, mens Færøerne og Grønland er en del af rigsfællesskabet og derfor skal rummes inden for rigsfællesskabets rammer, siger Lars Løkke Rasmussen.

Læs: Grønlandsk grundlov et lille skridt nærmere

Vigtigt med åbenhed
Der er brug for ærlighed i debatten om at lave en forfatning, siger statsministeren om årsagen til det håndfaste budskab.

- Vi har et rigsfællesskab, der er skabt af en historie. Det holder så længe, som der er gensidig vilje til det. Det er ligesom et ægteskab. Det kan man ikke holde fast i, hvis den ene part gerne vil skilles, siger Lars Løkke Rasmussen.

Rådgivning
Den danske regering står til rådighed med rådgivning, hvis Færøerne og Grønland vil lave grundlove, som er inden for rigsfællesskabets rammer, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er mit håb, at det kan lykkedes at komme i mål med det arbejde, der et sat i gang på Færøerne og i Grønland på en måde, som er tilfredsstillende for begge parter, siger Lars Løkke Rasmussen.

Mulig grønlandsk kommission
Kim Kielsen bekræftede på rigsmødet, at man nu skal færdiggøre et arbejde, som i efteråret 2016 skal danne grundlag for en beslutning i Inatsisartut, hvorvidt der skal nedsættes en forfatningskommission.

- På det man kan mærke i parlamentet, så er der et meget stort flertal for, at man gerne vil gå videre den vej, siger Kim Kielsen.

Målet for Grønland er selvstændighed, men jeg ikke kan sætte et årstal på hvornår det sker, sagde Naalakkersuisut-formanden på pressemødet.

Nu må Naalakkersuisut vente på, hvilket mandat det får fra Inatsisartut i forbindelse med forfatningsarbejdet, tilføjede han.

Inden for rigsfællesskabet
Lagmand Aksel V. Johannesen fra det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin siger, at de politiske partier på Færøerne vil blive indkaldt tidligt i det nye år i arbejdet med at lave en forfatning. Og lagmanden satser på at nå til bred enighed.

Læs: Møde med Løkke skal foregribe gnidninger om grundlov

- Forfatningsloven skal indeholde almindelige bestemmelser om det demokratiske styre, borgerrettigheder og fastsætte den færøske selvbestemmelsesret. Hvis der i fremtiden skal laves ændringer i rigsfællesskabet, eller hvis vi skal afgive lovgivningsmagt fra Færøerne til internationale organisationer, så er det kun det færøske folk, som kan træffe den beslutning, siger Aksel V. Johannesen.

Efter pressemødet sagde Aksel V. Johannesen desuden til færøsk radio, at der bliver arbejdet på en færøsk forfatning inden for rigsfællesskabets rammer. Men det kræver enighed blandt partierne på Færøerne.

Læs også: Forfatning og fisk på dagsordenen

Powered by Labrador CMS