LIVEBLOG Medie: Sikkerhedsrådgiver og minister deltager i USA-besøg i Grønland

Sermitsiaq opretter en liveblog i forbindelse med Usha Vances besøg i Grønland. Følg med her. 

Det forlyder at energiminister og national sikkerhedsrådgiver alligevel skal med til Grønland fredag.
Offentliggjort
  • Medie: Sikkerhedsrådgiver og minister deltager i USA-besøg i Grønland

    Ritzau

    Fredag skal den amerikanske vicepræsident og hans hustru også besøge Grønland.

    USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og energiminister, Chris Wright, ventes alligevel at deltage i et amerikansk besøg i Grønland fredag.

    Det skriver TV 2 på baggrund af oplysninger fra kilder. Det amerikanske medie CNN erfarer det samme.

    Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og hans hustru, Usha Vance, deltager også i besøget i Grønland.

    Her skal de besøge militærbasen Pituffik Space Base, der tidligere hed Thulebasen.

    I weekenden meddelte Usha Vance, at hun ville rejse til Grønland sidst på uge med en amerikansk delegation.

    Senere meddelte Det Hvide Hus, at hun ville få følgeskab af Mike Waltz og Chris Wright.

    I første omgang lød det, at rejsen var planlagt for at besøge historiske steder, lære om grønlandsk kulturarv og overvære Grønlands nationale hundeslædeløb.

    J.D. Vance meddelte tirsdag, at han også ville deltage i besøget i Grønland, der ikke længere skulle omfatte hverken hundeslædeløb eller kulturarv, men udelukkende være et besøg på den amerikanske Pituffik-base.

    Herefter spekulerede flere medier i, at Mike Waltz og Chris Wright ikke ville deltage i mødet alligevel. Oplysningen er aldrig officielt blevet bekræftet.

    Det forlyder at energiminister og national sikkerhedsrådgiver alligevel skal med til Grønland fredag.
  • Mikkel Jeremiassen genvalgt trods uro

    Tôrtia Reimer-Johansen

    Ved KNQK's generalforsamling i Sisimiut er formand Mikkel Jeremiassen torsdag blevet genvalgt.

    Han vandt over to modkandidater, og kan altså fortsætte som formand i organisationen trods den seneste tids uro om KNQK.

    KNQK har været genstand for usædvanlig stor international opmærksomhed de seneste dage, siden det i weekenden kom frem, at selveste Usha Vance, hustru til vicepræsident i USA J. D. Vance ville komme og overvære løbet, som følge af et amerikansk sponsorat til Avannaata Qimussersua.

    Mikkel Jeremiassen, nyvalgt formand for KNQK.
  • Dansk demonstration overfor pres mod Grønland

    Hanna Hviid

    USA udmeldinger er grænseoverskridende både over for Grønland og over for Danmark.

    En gruppe af borgere i Danmark har derfor arrangeret en demonstration for at vise solidaritet med Grønland.

    - Vi tror, at det har en afvæbnende effekt over for Trump, at flere stiller sig frem og siger: Vi gider ikke dit pis, siger medarrangør Anders Franssen til Ritzau.

    Demonstrationen finder sted lørdag den 29. marts foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København.

    Karen Littauer og Henriette Berthelsen er medarrangører til demonstrationen.

    Berthelsen er selv grønlænder. Hun har været i medierne i forbindelse med spiralsagen.

    Den amerikanske præsident, Donald Trump, udtalte onsdag aften, at USA vil gå så langt, som landet finder det nødvendigt for at få Grønland.

    Trump uddybede ikke, hvad han konkret mente med det.

  • Tidligere ambassadør giver USA æren for årtiers udvikling i Grønland

    Hanna Hviid

    I et interview til det amerikanske medie Newsmax siger USA’s tidligere ambassadør i Danmark Carla Sands, at det er på grund af USA, at grønlænderne ikke lever under stenalderagtige forhold.

    Det skriver TV2.

    Hun fortæller, at USA “besatte” Grønland under 2. Verdenskrig og var med til at udvikle landet i årtiet efterfølgende.

    - Vi bragte dem faktisk til at leve under mere moderne forhold i stedet for mere stenalderagtige forhold – på grund af Danmarks undertrykkelse af folket.

    Carla Sands var ambassadør i Danmark fra 2017 til 2021.

    Udtalelserne kommer i kølvandet på de kontroverser, der har været over det planlagte besøg fra USA’s andendame Usha Vance til Grønland i denne uge.

    Både danske og grønlandske politikere har kaldt det “uacceptabelt” og “respektløst”.

  • Amerikanerne betaler stadig transport selvom de ikke kommer

    Arnaq Nielsen og Tôrtia Reimer Johansen

    KNQK’s generalforsamling fortsætter torsdag kl. 9.00 efter de ikke blev færdig natten til onsdag.

    Formanden Mikkel Jeremiassen informerer generalforsamlingen om, at selvom Usha Vance ikke kommer til Avannaata Qimussersua, så kommer amerikanerne til at betale for transport af kuske og hunde.

    Han har holdt møde med amerikanerne i går.

    Formanden oplyser også, at det er tale om et engangstilskud.

    Mikkel Jeremiassen fra KNQK (i sort t-shirt) oplyser torsdag til generalforsamlingen, at amerikanerne fortsat betaler til hundeslædevæddeløbet, selvom besøget fra Usha Vance er aflyst.
  • Forsvarsminister om Trump: Det er langt ude

    Ritzau, Thomas Veirum

    Den amerikanske præsident Donald Trumps seneste udtalelser om USA's behov for at overtage Grønland falder ikke i god jord hos forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

    Udtalelserne fra Trump er "langt ude" og "en skjult trussel", siger Lund Poulsen til TV 2.

    - Det er ikke rimeligt, at den amerikanske præsident kommer med den retorik, siger Lund Poulsen, der mener, der er behov for at sige fra overfor Trump:

    - Man går alt for langt både i forhold til at indblande sig i interne forhold i Grønland og ikke mindst i mangel på respekt for, at det er Grønlands befolkning, der bestemmer Grønlands fremtid.

    - Det er ikke rimeligt, at den amerikanske præsident kommer med den retorik, siger Lund Poulsen.
  • Rejsebureau sagde nej til besøg fra vicepræsidentens kone

    Hanna Hviid

    Tupilak Travel, som er et rejsebureau i Nuuk, blev tidligere på ugen kontaktet af det amerikanske konsulat og spurgt, om Usha Vance – den amerikanske vicepræsidents kone – måtte komme besøg i deres butik fredag under hendes besøg i Nuuk.

    I første omgang sagde de ja, da alle er velkomne i deres butik. Det skriver Tupilak Travel på deres Facebook side.

    Men ved nærmere omtanke skiftede de mening og ringede til konsulatet for at sige, at de ikke ønskede hende i butikken.

    - Da vi ikke kan acceptere den bagvedliggende dagsorden og ikke vil være en del af presseshow, der ganske givet følger med, skriver de på Facebook.

    Til Sermitsiaq fortæller Henrik Skydsbjerg, daglig leder ved Tupilak Travel, at de ikke ville deltage i det politiske cirkus og risikere, at de pludselig blev koblet sammen med MAGA-bevægelsen.

    Men alle andre amerikanere er meget velkomne:

    - De er meget nysgerrige, så vi er meget glade for dem normalt. Det her var en helt særlig situation, siger han.

  • Amerikanere i gang med at forlade Nuuk

    Thomas Veirum og Arnaq Nielsen

    Onsdag morgen er et amerikansk Hercules fly på vej til at lette fra Nuuk Lufthavn.

    Det oplyser Semitsiaqs reporter i lufthavnen.

    Flere af de skudsikre biler er ved at blive lastet ombord på flyet samt adskillige passagerer - formentlig en del af den amerikanske fortrop, der skulle forberede besøget fra Usha Vance senere på ugen. Besøget blev aflyst tirsdag aften.

    De skudsikre biler ankom med to amerikanske fly til Nuuk søndag kort efter, at det blev annonceret af vicepræsidentens hustru Usha Vance samt USA´s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz ville besøge Nuuk og Sisimiut i denne uge.

    Det besøg er nu ændret til kun at gå til Pituffik Space Base fredag.

    Det amerikanske Hercules-fly onsdag morgen i Nuuk.
    De amerikanske skudsikre biler på vej til at blive lastet.
  • Chefredaktør: Kan skabe bedre samarbejdsgrundlag for USA

    Kassaaluk Kristensen

    J. D. Vance, hans hustru og resten af den amerikanske delegation har besluttet at droppe planerne i Nuuk og Sisimiut, og i stedet vælger at rejse til Pituffik Space Base fredag.

    Det hæfter direktør og chefredaktør i Sermitsiaq, Masaana Egede ved:

    - Jeg tror at det er godt for USA, hvis de ønsker et fremtidigt samarbejde at de vælger at tage til Pituffik Space Base, for vi ved trods alt hvad det er og har forståelse for basens funktion. Og at de vælger ikke at tage til Nuuk under en koalitionsforhandling, og vælger ikke at tage til Sisimiut til et så stolt et løb tror jeg, er en lettelse for rigtig mange, siger Masaana Egede.

    Selvom ændringer ved rejseplanerne kan virke mere harmløse og mindre invasive, bør man dog stadig holde for øje, at USA's interesse for Grønland ikke er blevet mindre:

    - Til trods for, at det virker positivt, så skal vi være helt klar over, at det her er stadig et meget tydeligt signal til Danmark, Grønland og NATO, om at de stadig ønsker Grønland, siger Masaana Egede.

  • Amerikanere aflyser alt i Nuuk og Sisimiut

    Thomas Veirum og Kassaaluk Kristensen

    I forbindelse med at det netop er offentliggjort, at USA's vicepræsident J. D. Vance kommer til Grønland, så erfarer Sermitsiaq, at amerikanerne aflyser alle aktiviteter omkring besøget i Nuuk og Sisimut.

    De skal heller ikke længere overvære Avannaata Qimussersua.

    Af en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus fremgår det, at J.D. Vance og hustru vil besøge Pituffik Space Base fredag.

    Tilsyneladende er overværelse af hundeslædevæddeløbet samt besøg i Nuuk og Sisimiut taget helt af bordet.

    Det har været voldsomt omdiskuteret og kritiseret, at den amerikanske delegation af blandt andre højtstående medlemmer af administrationen skulle rejse rundt som turister, uden en officiel invitation fra Selvstyret og på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er dannet nyt Naalakkersuisut efter valget.

    Udover protester mod besøget fra den fungerende formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA) har der også været planlagt demonstrationer mod den amerikanske delegation.

    Præsident Donald Trump udtalte mandag, at USA var blevet inviteret og benægtede, at der var tale om en provokation. Naalakkersuisut udsendte dog kort tid efter en meddelelse på engelsk på Facebook, hvor det blev understreget, at man ikke havde inviteret nogen som helst, men tværtimod har bedt andre lande respektere, at der endnu ikke er dannet en regering efter valget.

  • J. D. Vance kommer til Grønland

    Kassaaluk Kristensen

    USA´s vicepræsident J. D. Vance bekræfter selv på det sociale medie X, at han kommer til Grønland fredag den 28. marts.

    I en video fortæller han, at han selv med egne øjne vil se, hvordan tingene foregår i Grønland, og at han derfor vil følges med sin hustru Usha Vance:

    - Der var så meget begejstring om Ushas besøg i Grønland på fredag, så jeg har besluttet, at hun ikke skal have alt det sjov helt alene, så jeg kommer med hende, siger J. D. Vance i videoen, hvor han også langer ud efter Danmark:

    - På vegne af Donald Trump vil jeg sige, at vi vil genoplive det grønlandske folks sikkerhed, fordi vi mener, at det er vigtigt at beskytte hele verdens sikkerhed.

    - Desværre har ledere i USA og Danmark ignoreret Grønland alt for længe, udtaler USA´s vicepræsident J. D. Vance i videoen på X, hvor han siger videre, at han og Trump-administrationen kan tage tingene i en anden retning.

    J. D. Vance taler i videoen om, at han vil besøge Pituffik Space Base for at inspicere sikkerheden:

    - Jeg tjekke ud, hvordan sikkerheden er der.

    - Som I ved har mange lande truet Grønland, og truet med at bruge Grønlands territorie og havområder til at true USA, true Canada og selvfølgelig til at true befolkningen i Grønland.

    J.D. Vance nævner i videoen kun, at han vil besøge militærbasen, og han siger ikke noget om, hvor besøget ellers skal gå hen.

    Dermed er det uklart om der er ændringer i programmet for den amerikanske delegation.

    Meldingen fra vicepræsidenten kommer samme dag, som statsminister Mette Frederiksen har været ude med en klar fordømmelse af det amerikanske besøg senere denne uge.

    Meldingen fra Vance kan ses som en eskalering af den diplomatiske krise, der i øjeblikket udspiller mellem USA, Grønland og Danmark.

    Det tidligere Naalakkersuisut og nuværende forretnings-Naalakkersuisut har med tiltagende styrke frabedt sig den amerikanske interesse, men der er tilsyneladende ikke lydhørhed i den amerikanske administration, der nu opgraderer besøget i denne uge ved også at sende vicepræsidenten.

  • Pele Broberg: Det er ikke en annektering, der er ved at ske

    Hanna Hviid

    Formanden for Naleraq, Pele Broberg, maner til besindighed over den uro, der er opstået i kølvandet på udmeldingen om, at en amerikansk delegation lander i Grønland i denne uge.

    - Vi har jo fået al fakta at vide igennem formandens departement, hvor vi har fundet ud af for lang tid siden, at der er ikke nogen fare på færde. Det er ikke en annektering, der er ved at ske, det er en myte, der er opstået i danske medier, siger han.

    Han mener, at Demokraatit og IA, med deres deltagelse i demonstrationen mod USA 15. marts, har fået malet et fjendebillede af USA.

    - Jeg håber, at man besinder sig og stopper med at lave et fjendebillede af USA og kommer ind i real politik snart, siger Pele Broberg.

    Formanden for Naleraq håber, at Grønland kan få normale relationer til vores naboer.

    - Jeg tror, man har mere eller mindre forpasset chancen for at få et normalt forhold til USA fremover, men jeg håber selvfølgelig, jeg tager fejl, siger han.

  • Protektor af Avannaata Qimussersua bortvist fra KNQK´s generalforsamling

    Tôrtia Reimer-Johansen

    I går kunne Sermitsiaq fortælle, at en reporter ikke måtte observere KNQK´s generalforsamling og besluttet at lukke generalforsamlingen for offentligheden. Nu har bestyrelsen i KNQK også besluttet, at Avannaata Qimussersuas protektor, Doris J. Jensen heller ikke må overvære generalforsamlingen.

    Det bekræfter hun overfor Sermitsiaq:

    - De har ikke forklaret hvorfor jeg ikke skulle overvære generalforsamlingen. Jeg har aldrig fået forment adgang til deres generalforsamling tidligere, så det er mærkeligt. Men jeg forventer en forklaring senere. De mener selv, at det bliver fremstillet helt forkert af medier, fortæller Doris J. Jensen, protektor af Avannaata Qimussersua.

    Doris J. Jensen har aldrig oplevet at blive forment adgang hvad angår aktiviteter omkring Avannaata Qimussersua. Men nu er hun bortvist fra KNQK´s generalforsamling.
  • Jarlov: USA’s konsulat i Nuuk skal lukkes

    Thomas Veirum

    Medlem af Folketinget og grønlandsordfører for De Konservative, Rasmus Jarlov, skriver på X, at USA’s konsulat i Nuuk bør lukkes omgående på grund af de amerikanske intentioner om at få kontrol og ejerskab over Grønland:

    - Det amerikanske konsulat i Nuuk skal lukkes hurtigst muligt.

    - Ingen andre lande ville acceptere folk, der åbenlyst har erklæret, at de er der for at annektere en del af landet. Selvstyret kan få tilskud til et konsulat i Washington, så de selv kan skabe positive kontakter, men holde sabotører og femtekolonne ude. Det bør ske omgående, lyder det fra politikeren.

  • KNQK pressede selvstyret i bevillingsspørgsmål

    Kassaaluk Kristensen

    KNQK, der i disse dage organiserer Avannaata Qimussersua i Sisimiut, har i et spørgsmål om merbevilling stillet sig mere eller mindre truende overfor selvstyret.

    Sermitsiaq har fået aktindsigt i KNQK’s ansøgning om merbevilling i forbindelse med Avannaata Qimussersua til departementet for kultur og uddannelse, som selvstyret har modtaget den 11. marts.

    I ansøgningen fremgår det, at regningen til transport via Air Greenland lyder på 1.415.986,79 kroner.

    I ansøgningen fremgår det endvidere, at KNQK ønsker en merbevilling på lidt under 1,7 millioner kroner.

    - Hvis ansøgningen om merbevilling for at gennemføre Avannaata Qimussersua 2025 ikke godkendes, må vi ty til hjælp til USA i form af deres helikoptere, CH47, lyder det i en mail fra Mikkel Jeremiassen, formand for KNQK i en mail til selvstyret.

    Selvstyret oplyser videre i aktindsigten, at KNQK har trukket deres ansøgning til selvstyret tilbage den 24. marts.

    Det amerikanske konsulat har overfor DR bekræftet mandag den 24. marts, at konsulatet vil betale for transport via Air Greenland.

    Formand for KNQK, Mikkel Jeremiassen, vil ikke udtale sig om sagen til Sermitsiaq.

  • Medie: KNQK står bag invitation af amerikanere

    Thomas Veirum og Kassaaluk Kristensen

    KNR har fået aktindsigt i dokumenter, der viser, at hundeslædeforeningen KNQK står bag invitation af de amerikanske sponsorer.

    Det går stik imod tidligere udmeldinger fra foreningen om, at de ikke havde inviteret delegationen fra USA:

    Ifølge KNR har formand Mikkel Jeremiassen skrevet et officielt brev til den amerikanske forsvarsminister den 16. februar:

    - Det er en stor ære på vegne af Kalaallit Nunaanni Qimussertartut Kattuffiat at invitere dig til at overvære og deltage i det præstichrige hundeslædevæddeløb i Grønland, står der ifølge KNR i brevet.

    Sermitsiaq arbejder på en kommentar fra Mikkel Jeremiassen.

  • Hercules-fly i venteposition i Kangerlussuaq

    Trine Juncher Jørgensen

    De to Hercules-fly, der i søndags fragtede den amerikanske fortrop og fire pansrede biler til Nuuk, holder aktuelt i Kangerlussuaq og venter på yderligere instrukser.

    Det er forventningen, at de to fly skal ledsage den amerikanske delegation videre til Sisimiut og Pituffik senere på ugen.

    Ifølge anonyme kilder, som Sermitsiaq har talt med, holder flyenes piloter og mandskab, der tæller 10-15 personer, lav profil i Kangerlussuaq, hvor de bevæger sig rundt i bygden i civil.

    De to fly skal ledsage den amerikanske delegation videre til Sisimiut og Pituffik senere på ugen.
  • Journalist og forfatter: Fuldstændig bizar situation i Grønland

    Thomas Veirum

    Journalist og forfatter til flere bøger om Grønland, Martin Breum, er i øjeblikket i Nuuk, og han beskriver situationen omkring det forestående USA-besøg som ”fuldstændig bizar”.

    Breum henviser i et opslag på Facebook til udmeldingen fra amerikanerne om, at der skulle være tale om et privat besøg fra blandt andre den nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og vicepræsidentens kone Usha Vance i denne uge.

    Besøget sker på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er dannet Naalakkersuisut efter valget, og Martin Breum gør opmærksom på, at udmeldingen om et privat besøg står i skarp kontrast til forberedelserne, der kan observeres i Nuuk:

    - Et halvt hundrede danske betjente er nu landet i Nuuk, et par Hercules C-130 transportfly fra The National Guard er landet fra Washington med fire skudsikre biler, og da jeg kom ned fra morgenmad i dag, var alle konferencelokaler på andensalen på byens største hotel - Hotel Hans Egede - optaget af "The White House staff office", skriver Martin Breum på Facebook og fortsætter:

    - Og de kalder det privat besøg... Mute B. Egede, afgående formand for den grønlandske regering, appellerede i aftes til det internationale samfund om hjælp til at stoppe denne tsunami af amerikanske indgreb i Grønland.

  • Lars Løkke Rasmussen: Mangel på respekt

    Trine Juncher Jørgensen

    Til DR siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at det er mangel på respekt, at den USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, også kommer til Grønland.

    - Det er helt tydeligt, at man i Grønland synes, det her besøg, på det her niveau, på det her tidspunkt, er problematisk. Og derfor har jeg selv samme syn på det. Det er jo ikke tilfældige turister. Og man fornemmer bagved, at det er et signal. Det er en charmeoffensiv for at trække Grønland over mod USA. Det er der ikke appetit på i Grønland eller i kongeriget, og derfor er det ikke god timing, siger han.

    Lars Løkke Rasmussen siger videre, at han er åben for en dialog med USA om de steder, hvor der er et interessefællesskab.

    - Det har vi på spørgsmålet om arktisk sikkerhed og på forsyningskæder, hvor der er et kinesisk monopol. Men det er nødt til at ske med respekt for nationernes suverænitet. Grønland og Danmark er rigsfællesskabet sammen med Færøerne. Vi er i Nato, en stærk allieret til USA. Vi kan selvfølgelig ikke have en situation, hvor en meget stor allieret udfordrer en anden allierets suverænitet, siger han til DR.

  • Trump kommenterer situationen

    Hanna Hviid

    USA arbejder sammen med “nogle mennesker i Grønland, der ønsker, at der sker noget”. Det siger præsident Donald Trump, ifølge TV2.

    - Det er vigtigt for vores nationale sikkerhed, siger han om Grønland.

    USA samarbejder med "nogle mennesker i Grønland, der ønsker, at der sker noget", siger Donald Trump.
Powered by Labrador CMS