LIVEBLOG - Delegation med Vance i spidsen rejser fra Pituffik

Sermitsiaq opretter en liveblog i forbindelse med Usha Vances besøg i Grønland. Følg med her. 

Offentliggjort
  • Delegation med Vance i spidsen rejser fra Pituffik

    Kassaaluk Kristensen

    USA's vicepræsident J. D. Vance, national sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og energiminister Chris Wright og resten af den amerikanske delegation er rejst fra Pituffik Space Base igen lidt over klokken 17.00 grønlandsk tid.

    Det viser fly-tjenesten Flightradar.

    - I har ikke gjort nok, sagde J. D. Vance direkte henvendt til Danmark i sin tale til de amerikanske udsendte i basen.

    Den amerikanske delegation valgte i sidste øjeblik at lægge planerne for deres tur til Grønland om. I stedet for at besøge Nuuk, Sisimiut og Pituffik, valgte USA at sende delegationen direkte til Pituffik.

  • USA vil holde Grønland sikker

    Ritzau, Hanna Hviid

    J.D. Vance mener, at den grønlandske befolkning efter at være blevet selvstændige, vil vælge at søge sikkerhed ved USA.

    - Det vil være bedre for Grønland at komme under USA’s sikkerhedsparaply, end de har været under Danmarks sikkerhed, siger USA's vicepræsident, J.D. Vance, i tale på Pituffik Space Bace.

    - Danmarks arbejde med Grønlands sikkerhed har i praksis betydet, at Danmark reelt har overladt det til USA, og håbet på at vi ville klare det.

    Han afviser, at USA har planer om at udvide deres militære tilstedeværelse lige nu.

    - Er der umiddelbare planer om at udvide vores militære tilstedeværelse i Grønland? Nej. Men er der generelle mål, vi ønsker at opnå, som kræver, at vi investerer flere ressourcer? Absolut.

    - USA må gøre det, jeg ved, er i vores interesse. Nemlig at sikre, at Grønland er sikkert, tilføjer vicepræsidenten.

    Han siger, at de ved, at kineserne er interesserede i Grønland.

    - Vi er nødt til at vågne op. Vi kan ikke bare begrave vores hoveder i sneen og lade som om, at kineserne ikke er interesserede i denne meget store landmasse.

    - Det ved vi, at de er, siger J.D. Vance.

  • Vance: Danmark har ikke investeret nok i Grønland

    Hanna Hviid

    Vice præsident J.D. Vance siger på et pressemøde i Pituffik, at Danmark ikke har investeret nok i Grønland igennem årene.

    - Vores besked til Danmark er meget simpel. I har ikke gjort det godt nok for grønlænderne. I har ikke investeret nok. Det må ændre sig, sådan siger J.D. Vance.

    Han siger, at han har respekt for grønlændernes ret til selv at bestemme over landet.

    - Vores diskussion er ikke med grønlænderne. Vores diskussion er med lederskabet i Danmark. De har ikke investeret nok.

  • Trump siger, at Grønland handler om verdensfreden

    Hanna Hviid

    Imens J. D. Vance og hans følge får militær briefing i Pituffik, holder Donald Trump en pressebriefing i Det Hvide Hus.

    Det skriver DR.

    Og her siger han, at ønsket om kontrol over Grønland ikke handler om USA.

    - Grønland handler om verdensfreden. Det handler ikke om os. Og hvis Danmark og EU ikke forstår det, må vi forklare det for dem, siger han ifølge DR.

  • J.D. Vance modtager briefing

    Hanna Hviid

    Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, modtager nu en militær briefing sammen med resten af den amerikanske delegation, som netop er landet i Pituffik.

    Derfor er de fremmødte journalister smidt ud af lokalet.

    15.45 grønlandsk tid forventes J.D. Vance at holde tale.

  • Vance er landet på Pituffik

    Ritzau, Thomas Veirum

    USA's vicepræsident, J.D. Vance, er fredag omkring klokken 14 landet i Grønland.

    Det skriver flere medier, herunder TV 2 som henviser til livebilleder derfra.

    J.D. Vance besøger sammen med sin hustru, Usha Vance, Pituffik Space Base.

    Besøget har vakt postyr, efter at USA's præsident, Donald Trump, gentagne gange har udtalt, at USA ønsker at overtage Grønland, og besøget blev annonceret før forhandlingerne om et nyt Naalakkersuisut var afluttede.

    Vance forventes at holde en tale på basen, hvor han også skal modtage en sikkerhedsbriefing om situationen i Arktis.

    J.D. Vance og hustru på vej ombord på flyet mod Pituffik.
  • Strømafbrydelse afbrød kommunikation i Pituffik

    Kassaaluk Kristensen

    Opdateret med nye oplysninger fra Tusass.

    Tusass oplyser til Sermitsiaq, at kommunikationslinjerne ved Pituffik er blevet genetableret.

    Afbrydelsen af kommunikationen ved basen skyldes en strømafbrydelse på basen i løbet af natten til fredag.

    Tusass melder på sin hjemmeside, at al kommunikation i Pituffik er afbrudt fredag formiddag, men forbindelsen skulle altså være genetableret.

    Vicepræsident i USA J. D. Vance og hans hustru Usha Vance er i disse timer på vej i fly til basen.

    - Timingen for strømafbrydelsen på basen var ekstremt uheldig, da det desværre påvirkede vores udstyr. Så jeg er meget taknemmelig for, at vi hurtigt har fået genetableret forbindelsen på basen, udtaler Jonas Hasselriis, Tusass’ vicedirektør og ansvarlig for Teknik og Infrastruktur.

    Al kommunikation i Pituffik er afbrudt.
  • Kong Frederik understreger sin kærlighed til Grønland

    Ritzau

    Kong Frederik har fredag udtalt sig om Grønland, som den seneste tid har været omdrejningspunkt for en heftig debat.

    Udtalelsen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, gentagne gange har sagt, at USA vil overtage Grønland.

    - Der skal ikke herske tvivl om min kærlighed til Grønland, og min forbundethed til det grønlandske folk er intakt, siger kong Frederik til TV 2.

    Det er kongens første ord om Grønland, siden Trump har gentaget sin interesse for Grønland.

    Trump sagde natten til torsdag dansk tid, at USA vil gå så langt, som landet finder det nødvendigt, for at få Grønland.

    Trump uddybede ikke, hvad han konkret mente med det. Men han har sagt, at USA på en eller anden måde nok skal få Grønland, der er en del af rigsfællesskabet.

    Det er det, som TV 2 gerne vil høre kongen til. Kong Frederik svarer ikke direkte på spørgsmålet, men understreger altså, at han holder meget af Grønland.

    Kong Frederik hilser på folk i kolonihavnen i Nuuk under sommertogtet 2024.
  • Kuno Fencker: Kontrol kan defineres på mange områder

    Hanna Hviid

    Medlem af Naleraq og nyvalgt til Inatsisartut Kuno Fencker ville have ønsket, at det fungerende Naalakkersuisut havde tilbudt at tage imod den amerikanske delegation, som skulle have besøgt Nuuk og Sisimiut i denne uge.

    - Jeg synes, at vi altid skal være pragmatiske, diplomatiske, og modtage gæster på en venlig maner i vores land, uanset hvor de kommer fra. Og specielt når de kommer fra en af vores største allierede, den største militærmagt og økonomiske magt i verden, siger han til Sermitsiaq.

    Donald Trump har af flere omgange sagt, at han vil have kontrollen over Grønland, hvilket har fået eksperter til at pege på, at der er tale om en potentiel annektering. Men det mener Kuno Fencker ikke, vi skal bekymre os om.

    - Kontrol kan defineres på mange områder. Hvis det handler om kontrol over overvågning og sikkerhed og i forhold til USA’s nationale sikkerhed og verdens sikkerhed, så kunne jeg godt have tænkt mig, at vores lands leder tog en dialog med de mennesker i stedet for at gå og gætte på, hvad det er, de ord betyder.

    - Selvfølgelig kan det være bekymrende, at nogle ting bliver udlagt på den måde, de gør, men jeg tror, vi skal forsøge at kigge på det i et større perspektiv, siger Kuno Fencker.

    Du tænker ikke, der er tale om en reel overtagelse?

    - Nej, jeg tænker ikke på en reel overtagelse. Vi er overtaget i forvejen i Grønland af Danmark, som de facto annekterede Grønland i 1953.

    - Selvfølgelig kan det være bekymrende, at nogle ting bliver udlagt på den måde, de gør, men jeg tror, vi skal forsøge at kigge på det i et større perspektiv, siger Kuno Fencker.
  • Medie: Sikkerhedsrådgiver og minister deltager i USA-besøg i Grønland

    Ritzau

    Fredag skal den amerikanske vicepræsident og hans hustru også besøge Grønland.

    USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og energiminister, Chris Wright, ventes alligevel at deltage i et amerikansk besøg i Grønland fredag.

    Det skriver TV 2 på baggrund af oplysninger fra kilder. Det amerikanske medie CNN erfarer det samme.

    Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og hans hustru, Usha Vance, deltager også i besøget i Grønland.

    Her skal de besøge militærbasen Pituffik Space Base, der tidligere hed Thulebasen.

    I weekenden meddelte Usha Vance, at hun ville rejse til Grønland sidst på uge med en amerikansk delegation.

    Senere meddelte Det Hvide Hus, at hun ville få følgeskab af Mike Waltz og Chris Wright.

    I første omgang lød det, at rejsen var planlagt for at besøge historiske steder, lære om grønlandsk kulturarv og overvære Grønlands nationale hundeslædeløb.

    J.D. Vance meddelte tirsdag, at han også ville deltage i besøget i Grønland, der ikke længere skulle omfatte hverken hundeslædeløb eller kulturarv, men udelukkende være et besøg på den amerikanske Pituffik-base.

    Herefter spekulerede flere medier i, at Mike Waltz og Chris Wright ikke ville deltage i mødet alligevel. Oplysningen er aldrig officielt blevet bekræftet.

    Det forlyder at energiminister og national sikkerhedsrådgiver alligevel skal med til Grønland fredag.
  • Mikkel Jeremiassen genvalgt trods uro

    Tôrtia Reimer-Johansen

    Ved KNQK's generalforsamling i Sisimiut er formand Mikkel Jeremiassen torsdag blevet genvalgt.

    Han vandt over to modkandidater, og kan altså fortsætte som formand i organisationen trods den seneste tids uro om KNQK.

    KNQK har været genstand for usædvanlig stor international opmærksomhed de seneste dage, siden det i weekenden kom frem, at selveste Usha Vance, hustru til vicepræsident i USA J. D. Vance ville komme og overvære løbet, som følge af et amerikansk sponsorat til Avannaata Qimussersua.

    Mikkel Jeremiassen, nyvalgt formand for KNQK.
  • Dansk demonstration overfor pres mod Grønland

    Hanna Hviid

    USA udmeldinger er grænseoverskridende både over for Grønland og over for Danmark.

    En gruppe af borgere i Danmark har derfor arrangeret en demonstration for at vise solidaritet med Grønland.

    - Vi tror, at det har en afvæbnende effekt over for Trump, at flere stiller sig frem og siger: Vi gider ikke dit pis, siger medarrangør Anders Franssen til Ritzau.

    Demonstrationen finder sted lørdag den 29. marts foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København.

    Karen Littauer og Henriette Berthelsen er medarrangører til demonstrationen.

    Berthelsen er selv grønlænder. Hun har været i medierne i forbindelse med spiralsagen.

    Den amerikanske præsident, Donald Trump, udtalte onsdag aften, at USA vil gå så langt, som landet finder det nødvendigt for at få Grønland.

    Trump uddybede ikke, hvad han konkret mente med det.

  • Tidligere ambassadør giver USA æren for årtiers udvikling i Grønland

    Hanna Hviid

    I et interview til det amerikanske medie Newsmax siger USA’s tidligere ambassadør i Danmark Carla Sands, at det er på grund af USA, at grønlænderne ikke lever under stenalderagtige forhold.

    Det skriver TV2.

    Hun fortæller, at USA “besatte” Grønland under 2. Verdenskrig og var med til at udvikle landet i årtiet efterfølgende.

    - Vi bragte dem faktisk til at leve under mere moderne forhold i stedet for mere stenalderagtige forhold – på grund af Danmarks undertrykkelse af folket.

    Carla Sands var ambassadør i Danmark fra 2017 til 2021.

    Udtalelserne kommer i kølvandet på de kontroverser, der har været over det planlagte besøg fra USA’s andendame Usha Vance til Grønland i denne uge.

    Både danske og grønlandske politikere har kaldt det “uacceptabelt” og “respektløst”.

  • Amerikanerne betaler stadig transport selvom de ikke kommer

    Arnaq Nielsen og Tôrtia Reimer Johansen

    KNQK’s generalforsamling fortsætter torsdag kl. 9.00 efter de ikke blev færdig natten til onsdag.

    Formanden Mikkel Jeremiassen informerer generalforsamlingen om, at selvom Usha Vance ikke kommer til Avannaata Qimussersua, så kommer amerikanerne til at betale for transport af kuske og hunde.

    Han har holdt møde med amerikanerne i går.

    Formanden oplyser også, at det er tale om et engangstilskud.

    Mikkel Jeremiassen fra KNQK (i sort t-shirt) oplyser torsdag til generalforsamlingen, at amerikanerne fortsat betaler til hundeslædevæddeløbet, selvom besøget fra Usha Vance er aflyst.
  • Forsvarsminister om Trump: Det er langt ude

    Ritzau, Thomas Veirum

    Den amerikanske præsident Donald Trumps seneste udtalelser om USA's behov for at overtage Grønland falder ikke i god jord hos forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

    Udtalelserne fra Trump er "langt ude" og "en skjult trussel", siger Lund Poulsen til TV 2.

    - Det er ikke rimeligt, at den amerikanske præsident kommer med den retorik, siger Lund Poulsen, der mener, der er behov for at sige fra overfor Trump:

    - Man går alt for langt både i forhold til at indblande sig i interne forhold i Grønland og ikke mindst i mangel på respekt for, at det er Grønlands befolkning, der bestemmer Grønlands fremtid.

    - Det er ikke rimeligt, at den amerikanske præsident kommer med den retorik, siger Lund Poulsen.
  • Rejsebureau sagde nej til besøg fra vicepræsidentens kone

    Hanna Hviid

    Tupilak Travel, som er et rejsebureau i Nuuk, blev tidligere på ugen kontaktet af det amerikanske konsulat og spurgt, om Usha Vance – den amerikanske vicepræsidents kone – måtte komme besøg i deres butik fredag under hendes besøg i Nuuk.

    I første omgang sagde de ja, da alle er velkomne i deres butik. Det skriver Tupilak Travel på deres Facebook side.

    Men ved nærmere omtanke skiftede de mening og ringede til konsulatet for at sige, at de ikke ønskede hende i butikken.

    - Da vi ikke kan acceptere den bagvedliggende dagsorden og ikke vil være en del af presseshow, der ganske givet følger med, skriver de på Facebook.

    Til Sermitsiaq fortæller Henrik Skydsbjerg, daglig leder ved Tupilak Travel, at de ikke ville deltage i det politiske cirkus og risikere, at de pludselig blev koblet sammen med MAGA-bevægelsen.

    Men alle andre amerikanere er meget velkomne:

    - De er meget nysgerrige, så vi er meget glade for dem normalt. Det her var en helt særlig situation, siger han.

  • Amerikanere i gang med at forlade Nuuk

    Thomas Veirum og Arnaq Nielsen

    Onsdag morgen er et amerikansk Hercules fly på vej til at lette fra Nuuk Lufthavn.

    Det oplyser Semitsiaqs reporter i lufthavnen.

    Flere af de skudsikre biler er ved at blive lastet ombord på flyet samt adskillige passagerer - formentlig en del af den amerikanske fortrop, der skulle forberede besøget fra Usha Vance senere på ugen. Besøget blev aflyst tirsdag aften.

    De skudsikre biler ankom med to amerikanske fly til Nuuk søndag kort efter, at det blev annonceret af vicepræsidentens hustru Usha Vance samt USA´s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz ville besøge Nuuk og Sisimiut i denne uge.

    Det besøg er nu ændret til kun at gå til Pituffik Space Base fredag.

    Det amerikanske Hercules-fly onsdag morgen i Nuuk.
    De amerikanske skudsikre biler på vej til at blive lastet.
  • Chefredaktør: Kan skabe bedre samarbejdsgrundlag for USA

    Kassaaluk Kristensen

    J. D. Vance, hans hustru og resten af den amerikanske delegation har besluttet at droppe planerne i Nuuk og Sisimiut, og i stedet vælger at rejse til Pituffik Space Base fredag.

    Det hæfter direktør og chefredaktør i Sermitsiaq, Masaana Egede ved:

    - Jeg tror at det er godt for USA, hvis de ønsker et fremtidigt samarbejde at de vælger at tage til Pituffik Space Base, for vi ved trods alt hvad det er og har forståelse for basens funktion. Og at de vælger ikke at tage til Nuuk under en koalitionsforhandling, og vælger ikke at tage til Sisimiut til et så stolt et løb tror jeg, er en lettelse for rigtig mange, siger Masaana Egede.

    Selvom ændringer ved rejseplanerne kan virke mere harmløse og mindre invasive, bør man dog stadig holde for øje, at USA's interesse for Grønland ikke er blevet mindre:

    - Til trods for, at det virker positivt, så skal vi være helt klar over, at det her er stadig et meget tydeligt signal til Danmark, Grønland og NATO, om at de stadig ønsker Grønland, siger Masaana Egede.

  • Amerikanere aflyser alt i Nuuk og Sisimiut

    Thomas Veirum og Kassaaluk Kristensen

    I forbindelse med at det netop er offentliggjort, at USA's vicepræsident J. D. Vance kommer til Grønland, så erfarer Sermitsiaq, at amerikanerne aflyser alle aktiviteter omkring besøget i Nuuk og Sisimut.

    De skal heller ikke længere overvære Avannaata Qimussersua.

    Af en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus fremgår det, at J.D. Vance og hustru vil besøge Pituffik Space Base fredag.

    Tilsyneladende er overværelse af hundeslædevæddeløbet samt besøg i Nuuk og Sisimiut taget helt af bordet.

    Det har været voldsomt omdiskuteret og kritiseret, at den amerikanske delegation af blandt andre højtstående medlemmer af administrationen skulle rejse rundt som turister, uden en officiel invitation fra Selvstyret og på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er dannet nyt Naalakkersuisut efter valget.

    Udover protester mod besøget fra den fungerende formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA) har der også været planlagt demonstrationer mod den amerikanske delegation.

    Præsident Donald Trump udtalte mandag, at USA var blevet inviteret og benægtede, at der var tale om en provokation. Naalakkersuisut udsendte dog kort tid efter en meddelelse på engelsk på Facebook, hvor det blev understreget, at man ikke havde inviteret nogen som helst, men tværtimod har bedt andre lande respektere, at der endnu ikke er dannet en regering efter valget.

  • J. D. Vance kommer til Grønland

    Kassaaluk Kristensen

    USA´s vicepræsident J. D. Vance bekræfter selv på det sociale medie X, at han kommer til Grønland fredag den 28. marts.

    I en video fortæller han, at han selv med egne øjne vil se, hvordan tingene foregår i Grønland, og at han derfor vil følges med sin hustru Usha Vance:

    - Der var så meget begejstring om Ushas besøg i Grønland på fredag, så jeg har besluttet, at hun ikke skal have alt det sjov helt alene, så jeg kommer med hende, siger J. D. Vance i videoen, hvor han også langer ud efter Danmark:

    - På vegne af Donald Trump vil jeg sige, at vi vil genoplive det grønlandske folks sikkerhed, fordi vi mener, at det er vigtigt at beskytte hele verdens sikkerhed.

    - Desværre har ledere i USA og Danmark ignoreret Grønland alt for længe, udtaler USA´s vicepræsident J. D. Vance i videoen på X, hvor han siger videre, at han og Trump-administrationen kan tage tingene i en anden retning.

    J. D. Vance taler i videoen om, at han vil besøge Pituffik Space Base for at inspicere sikkerheden:

    - Jeg tjekke ud, hvordan sikkerheden er der.

    - Som I ved har mange lande truet Grønland, og truet med at bruge Grønlands territorie og havområder til at true USA, true Canada og selvfølgelig til at true befolkningen i Grønland.

    J.D. Vance nævner i videoen kun, at han vil besøge militærbasen, og han siger ikke noget om, hvor besøget ellers skal gå hen.

    Dermed er det uklart om der er ændringer i programmet for den amerikanske delegation.

    Meldingen fra vicepræsidenten kommer samme dag, som statsminister Mette Frederiksen har været ude med en klar fordømmelse af det amerikanske besøg senere denne uge.

    Meldingen fra Vance kan ses som en eskalering af den diplomatiske krise, der i øjeblikket udspiller mellem USA, Grønland og Danmark.

    Det tidligere Naalakkersuisut og nuværende forretnings-Naalakkersuisut har med tiltagende styrke frabedt sig den amerikanske interesse, men der er tilsyneladende ikke lydhørhed i den amerikanske administration, der nu opgraderer besøget i denne uge ved også at sende vicepræsidenten.

Powered by Labrador CMS