Lille flertal for progressiv skat

Ny meningsmåling viser, at et lille flertal i befolkningen går ind for, at folk med høje indkomster skal have højere skatteprocent end folk med lave indkomster

Partiformand Kuupik Kleist fra Inuit Ataqatigiit, som er blandt Landstingets varmeste tilhængere af progressiv beskatning.
Offentliggjort

Et lille flertal i befolkningen går ind for progressiv skat, som betyder, at skattefar er mildere stemt overfor folk med lave indkomster end overfor folk med høje indkomster. Det viser en meningsmåling, som HS Analyse har foretaget i samarbejde med Sermitsiaq.

Meningsmålingen blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen på 810 personer viser, at 52 procent ser med positive øjne på et progressivt skattesystem, mens 48 procent siger nej tak.

Undersøgelsen er baseret på spørgsmålet: Er du overvejende for eller imod, at skattesystemet ændres, således at personer med høje indkomster kommer til at betale en højere skatteprocent end personer med lave indkomster?

De spurgte kunne svare »helt sikkert for,« »overvejende for,« »overvejende imod,« »helt sikkert imod« og »ved ikke.«

Hvis man dykker ned i tallene, viser meningsmålingen, at 36 procent af de spurgte svarede »helt sikkert for« progressiv skat, mens 12 procent svarede »overvejende for.«

På den anden side svarede 34 procent, at de er »helt sikkert imod« progressiv skat, mens 10 procent er »overvejende imod.«

Otte procent svarede »ved ikke.«

Hvis man renser undersøgelsen for »ved ikke«-svar, er 52 procent af dem, der har taget stilling til spørgsmålet, positive overfor et progressivt skattesystem, mens 48 procent er negative.

Powered by Labrador CMS