LGBT+ i Grønland: - Vores hjerter går ud til alle homoseksuelle på Færøerne

Greenland+ svarer igen på homofobisk udtalelse fra færøsk toppolitiker.

- Det er modbydeligt at tænke på, at en toppolitiker kan udtale sig på den måde, lyder det fra Greenland+.
Offentliggjort

Ekstremt usmageligt.

Det er reaktionen fra Greenland+ oven på Færøernes landsstyreformand for udenrigsanliggender, Jenis av Ranas, kontroversielle udtalelse om, at han og det færøske parti Miðflokkurin under ingen omstændigheder peger på Søren Pape Poulsen (K) som statsminister, såfremt partiet skulle få mandat til det.

Årsagen er, at De Konservatives formand er homoseksuel.

I den forbindelse opfordrer organisationen for Grønlands LGBT+ alle de grønlandske folketingskandidater til at tage stærk afstand fra Jenis av Rana, der er Færøernes landsstyreformand for udenrigsanliggender, og hans udtalelser.

- Det er modbydeligt at tænke på, at en toppolitiker kan udtale sig på den måde, lyder det fra Greenland+ til Sermitisaq.AG:

- Vores hjerter går ud til alle homoseksuelle i Færøerne, som skal lægge øre til sådanne umenneskelige ord fra en af deres politikere.

Homoseksuelle stigmatiseres

Greenland+ påpeger, at man politisk kan mene, hvad man vil om Søren Pape. Men som organisationen siger:

- Det er noget helt andet, at dømme ham for den seksualitet han blev født med.

Såfremt at politikere bringer seksualitet på banen, så skal det - ifølge Greenland+ - udelukkende baseres på, hvad en potentielt kommende statsminister har tænkt sig at gøre ved, at homoseksuelle stadigvæk stigmatiseres, som Jenis av Ranas udtalelse udstiller.

Og i den forbindelse opfordrer Greenland+ de grønlandske kandidater til folketingsvalget til at overveje hvad de kan gøre for at forbedre forholdende for LGBTQ+ i Rigsfællesskabet.

- Vil I være med til at gøre Rigsfællesskabet til et accepterende sted at være i for alle uanset seksualitet, spørger organisationen retorisk.

Powered by Labrador CMS