Lene Knüppel forlader Grønland
Demokraten har fået job i Esbjerg og forlader sin landstingspost, men hun lader døren stå på klem til overgangsudvalget i Øst-Vest Kommunen.
Landstings- og kommunalpolitiker Lene Knüppel vender nu tilbage til sit gamle fag. Første september begynder den 41-årige jurist på sit nye job som specialkonsulent i juridisk afdeling i Sikkerhedsstyrelsen (statslig styrelse, som varetager sikkerheden omkring blandt andet gas, el og fyrværkeri, red.). Styrelsen har hovedsæde i Esbjerg, og det er her Lene Knüppel skal arbejde og bo.
Demokraten bebuder, at hun vil søge sin afsked fra Landstinget og fra sin plads i kommunalbestyrelsen i Nuuk. Til gengæld nøjes hun med at søge orlov fra overgangsudvalget i Øst-Vest Kommunen. En post hun er valgt til for en fem-årig periode.
– I tilfælde af at jeg i løbet af valgperioden skulle vende tilbage, vil jeg gerne have lov at bevare min plads, lyder begrundelsen fra Lene Knüppel, der tidligere har prøvet at rejse tilbage til Danmark for så at returnere til Grønland.
Læs mere i Sermitsiaq.