NAALAKKERSUISUT
Larmende tavshed om handicaptalsmanden
Sermitsiaq har nu i en måneds tid forsøgt at få svar på, hvad der skal ske med handicaptalsmandsstillingen fra departementet for børn og unge, stadigvæk forgæves. Den nuværende handicaptalsmands ansættelsesperiode udløb nemlig den 1. december, og der er stadig ingen tegn på snarlig beslutning. Nu kommer medlem af Inatsisartut, Anna Wangenheim også på banen i et Facebook-opslag med spørgsmålet.
Handicaptalsmanden bliver udpeget hvert tredje år. Senest den 1. december skulle der være enten vagtskifte eller en aftale om forlængelse med den nuværende handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen.
Grafisk illustration: Tilioq
Skal der ske en vagtskifte hos handicaptalsmandsinstitutionen eller skal Anja Hynne Nielsen have forlænget sin kontrakt og dermed fortsætte som handicaptalsmand?
Det spørgsmål har Sermitsiaq igennem længere tid forsøgt at få et svar på, men stadig uden held. Vi har dertil henvist til, at den nuværende talsmands ansættelsesperiode sluttede den 1. december og forespurgt, om det betyder, at hun vil få forlænget sin kontrakt i yderligere tre år.
Den seneste melding fra departementet for børn og unge er, at vores spørgsmål vil blive besvaret i slutningen af denne uge.
Anja Hynne Nielsen har tidligere overfor Sermitsiaq bekræftet, at hun har genansøgt sin stilling som handicaptalsmand.
Wangenheim: Synd og skam at Naalakkersuisut ikke viser hensyn
Nu stiler medlem af Inatsisartut, Anna Wangenheim (D) samme spørgsmål på sin politikerprofil på det sociale medie Facebook, hvortil hun dog tillægger sin frygt for, at Naalakkersuisut kan have set sig utilfreds med Hynne Nielsens meget aktive og til tider meget kritiske tilgang til dagens handicappolitik:
- Den nu tidligere talsmand, har udtrykt konstruktiv kritik til Naalakkersuisuts tiltag. Hun har også modtaget pris/anerkendelse for sit arbejde. Mon Naalakkersuisut har set sig utilfreds med kritikkerne? Og hvad er meningen så med, at talsmanden skal være udpeget upartisk, når/hvis der er politiske hensigter med funktionen? spørger Wangenheim og fortsætter:
- Ja, spørgsmålene opstår, grundet manglende åbenhed. Og hvor er det synd og skam, at Naalakkersuisut ikke engang har udvist bare lidt hensyn og ordentlighed i forbindelse med tilbagemelding/klarhed omkring den nu tidligere handicaptalsmands ønske om at fortsætte i sin stilling og funktion.