Langer ud efter udvalg efter afvist hjælpepakke

Medlem af Naalakkersuisut Naaja H. Nathanielsen er utilfreds med, at Finans- og Skatteudvalget har afvist en hjælpepakke til erhvervslivet i Sydgrønland.

Naaja H. Nathanielsen er skuffet og uforstående over Finansudvalgets afslag.
Offentliggjort

Der er opstået splid mellem på den ene side Naalakkersuisut og på den anden side Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg om en hjælpepakke til erhvervslivet i Sydgrønland.

Naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen (IA) oplyser i en pressemeddelelse, at udvalget har givet afslag på en hjælpepakken.

Hjælpepakken skulle gives som kompensation for nedgang i omsætningen, da ekstraordinært meget storis i Sydgrønland forhindrede planlagte aktiviteter.

Naaja H. Nathanielsen er skuffet over afgørelsen:

- Jeg er både skuffet og uforstående over Finansudvalgets afslag. Jeg finder det meget, meget tankevækkende, at man ikke vil give erhvervslivet i Sydgrønland en hjælpende hånd, for at håndtere en uforudset og vanskelig situation i en tid, der er kritisk for erhvervsudviklingen, udtaler Naaja H. Nathanielsen og fortsætter:

- Naalakkersuisut har siden i sommer arbejdet intenst på at undersøge mulighederne for at hjælpe de berørte erhverv og jeg mener at erhvervet med rimelighed har kunne antage, at vi fra politisk side ville hjælpe, som vi har gjort tidligere i svære situationer. Finansudvalget har ikke begrundet afslaget. Det er min opfattelse, at både årsagen til hjælpepakken og forarbejdet har været grundigt og redeligt.

Ekstraordinært meget storis betød blandt andet, at en stribe krydstogtskibe måtte sejle helt uden om Sydgrønland, hvilket gik udover lokale operatører.

Naaja H. Nathanielsen oplyser, at Naalakkersuisut modtog de første henvendelser fra berørte aktører i starten af juli. I august tog Naalakkersuisut beslutning om at bevilge hjælp, men Naalakkersuisut har altså endnu ikke kunnet overbevise udvalget om at godkende støtten.

Sermitsiaq arbejder på at få en kommentar fra udvalget.

Powered by Labrador CMS