sygdom

Lang vej til udryddelse af tuberkulose

Alkoholmisbrug og dårlige boligforhold gør det svært at bekæmpe tuberkulose

Sundhedsvæsenet vil bruge den internationale tb-dag til at øge opmærksomheden om sygdommen.
Offentliggjort

61 personer. Det er antallet af nye tuberkulosetilfælde sidste år.

Tallet viser, at sygdommen fortsat er et stort og alvorligt problem i landet.

Fredag er dem internationale TB-dag, som Verdenssundhedsorganisationen WHO står bag.

Sociale problemer gør bekæmpelsen svær
I den anledning vil sundhedsvæsenet skærpe opmærksomheden for, at tuberkulose ikke kan bekæmpes af sundhedsvæsenet alene.

- Sociale problemer som hjemløshed, alkoholmisbrug og manglende arbejde besværliggør gennemførelsen af den langvarige behandling mod TB, hedder det i en pressemeddelelse fra landslægeembedet.

Derfor kræver det en bred samfundsmæssig indsats, hvis sygdommen skal bekæmpes.

- Størrelsen på den udfordring, vi står overfor, må ikke undervurderes. Vejen til en acceptabel forekomst af sygdommen er lang. Vejen til komplet udryddelse er endnu længere, fastslår sygeplejefaglig konsulent Rikke Bruun de Neergaard i pressemeddelelsen.

Hjemmeside med oplysninger
Ganske vist er en ny tb-strategi netop i høring, ligesom der er gode muligheder for behandling af sygdommen. Men en effektiv behandling forudsætter, at den bliver opdaget tidligt.

Derfor peger landslægeembedet på, at det kræver en langvarig indsat fra både sundhedsvæsenet, andre myndigheder og borgerne selv.

Hjemmesiden tuberkulose.gl indeholder fyldige oplysninger om sygdommen.

Powered by Labrador CMS