Landsretten stadfæster: 22-årig mand dømt for drabsforsøg

Tre mænd blev i kredsretten kendt skyldig i forsøg på manddrab. I dag sluttede ankesagen mod én af dem. 

Offentliggjort

Grønlands Landsret har de seneste tre dage behandlet ankesagen mod en 22-årig mand, der i marts 2024 begik røveri og forsøg på manddrab i forening med to andre mænd i Nuuk.

Grønlands Landsret har idømt den 22-årige fire år og seks måneders anstaltsanbringelse.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Manden er dømt for at have begået et røveri i en butik i Nuuk i marts 2024 sammen med tre andre mænd.

Senere samme aften kom tre af dem op at skændes med en 37-årig mand ved en fest.

Situationen eskalerede, og den 37-årige mand blev stukket i maven med en kniv. Han modtog efterfølgende livreddende behandling på sygehuset.

Skyldig i kredsretten

14. november 2024 blev tre af mændene kendt skyldig i Sermersooq Kredsret for forsøg på manddrab begået i forening, mens to af mændene også blev kendt skyldig i røveri.

Den ene af dem, en dengang 21-årig mand, blev idømt fire år i anstalten og ankede dommen til frifindelse. De to andre modtog dommen.

Grønlands Landsret har de tre sidste dage behandlet ankesagen mod ham. Sermersooq Kredsrets dom af 14. november 2024 blev stadfæstet, men med den ændring, at han nu er idømt anstaltsanbringelse i fire år og seks måneder.

Ud over de to forhold er den 22-årige mand også fundet skyldig i ni andre forhold. Blandt andet et voldsforhold, hæleri samt flere forhold vedrørende indbrudstyveri og hærværk.

- Politiet har foretaget en meget grundig efterforskning i denne sag, som har ført til, at alle tre mænd er dømt for forsøg på manddrab i en meget alvorlig og grov sag, begået i forening. Anklagemyndigheden er derfor tilfreds med, at Grønlands Landsret har fulgt vores påstand på fire år og seks måneder, siger anklagerfuldmægtig Aprilia Jespersen i pressemeddelelsen.

 

Powered by Labrador CMS