Kvoter i høring: Narhval-kvote beskæres kraftigt

Den videnskabelige rådgivning er blevet reguleret efter nye vurderinger af narhvalbestande. Naalakkersuisut foreslår, at kvoterne sænkes.

Offentliggjort

Naalakkersuisut foreslår, at den samlede narhvalkvote i 2023 sænkes med 81 dyr i Vestgrønland.

I kommende år skal den vestgrønlandske kvote sænkes yderligere, og det er planen, at kvoten skal være stort set halveret fra 424 dyr i år til at være 228 dyr i 2026.

Det fremgår af et forslag til nye kvoter på nar- og hvidhvaler, som er sendt i høring.

Narhval-kvoter er ofte centrum for politisk debat, da der blandt fangere er et ønske om at kunne fange flere dyr, hvorimod den biologiske rådgivning trækker i den anden retning.

Den biologiske rådgivning lyder på fangster på op til 294 hvaler i Vestgrønland, hvor Naalakkersuisut foreslår 343. Rådgivningen er en vurdering af, hvor stor fangst den enkelte bestand kan tåle og stadig være bæredygtig.

Naalakkersuisut oplyser, at rådgivningen for Vestgrønland er faldet på grund af ændringer i opgørelserne af bestandene:

- En af ændringerne i rådgivningen er metoden, hvor flytællingerne korrigeres for hvaler, der overses, fordi de er neddykkede. Ændringen kommer som konsekvens af, at der er langt flere data nu end før.

Østgrønland beholder kvote

- De tidligere korrektioner gav for store estimater, hvorfor alle optællinger nu er opdateret med, hvad der p.t. anses for at være de bedste data og metoder for korrektion. Dette har ført til nedjusteringer af nogle af tallene, skriver Naalakkersuisut.

Med hensyn til Østgrønland beholder Naalakkersuisut en kvote på 50 dyr årligt. Det skal ses i lyset af, at rådgivningen her er nul.

Kvoten i Østgrønland har været særlig omdiskuteret, fordi forskere har advaret imod, at bestanden er i fare for udryddelse, hvis ikke fangsten begrænses.

Men fangere kan altså fortsat fange narhvaler i øst, hvis Naalakkersuisut gennemfører forslaget.

Med hensyn til hvidhvaler foreslår Naalakkersuisut en samlet kvote på 294 hvaler i 2023. Af den foreslåede kvote på 294, foreslås de 265 tildelt Vestgrønland. Naalakkersuisoq foreslår derudover, at 29 hvidhvaler tildeles til forvaltningsområde Qaanaaq.

Derudover indeholder forslaget en række lempelser af reglerne for fangst af hvidhvaler, fordi Naalakkersuisut håber, det vil øge interessen for fangst af disse.

Powered by Labrador CMS