På trods af et stigende problem med bjørne, der udgør en fare i byer og bygder, agter Naalakkersuisut ikke at hæve isbjørne-kvoten for 2025 i forhold til sidste år. Det er der flere forklaringer på, bliver det oplyst i et høringsoplæg.
Står det til Naalakkersuisut skal isbjørne-kvoten for Vestgrønland ikke ændres set i forhold til kvoten sidste år. Derimod afventer man en biologirapport for Østgrønland, der kan medføre, at kvoten på østkysten bliver hævet eller sænket.
Annonce
Problembjørne er blevet en stadig større udfordring på såvel øst- som vestkysten, da bjørnene søger mod byer og bygder for at finde mad. Men at øge jagttrykket er ikke en løsning, hvis det skal ske på et bæredygtigt grundlag, fremgår det af høringsmaterialet.
- For at kunne bibeholde fangstressourcerne til de senere generationers brug, indhenter Naalakkersuisut biologisk rådgivning om de kvoterede arter. Rådgivningen afgives pr. bestand og tager højde for bestandenes størrelser, biologien i de enkelte arter, fangsttrykket og levevilkårene i de områder, hvor arterne findes. Ved rådgivningen anslås det, hvor stort et fangsttryk, de enkelte bestande vil kunne klare, for at holde fangsten bæredygtig.
- For isbjørne er det den videnskabelige arbejdsgruppe (Scientific Working Group) under Aftalememorandum for de delte isbjørnebestande mellem Canada, Nunavut og Grønland, samt Grønlands Naturinstitut, der giver rådgivning til forvaltningen om bæredygtig udnyttelse, oplyses det.
- Naalakkersuisut fastsætter en årlig kvote for hver bestand hvert år, der tager udgangspunkt i en biologisk rådgivning, der gælder for flere år og den sidste er fra 2017, gældende for 2018-2026 for Vestgrønland.
Det oplyses også, at Naalakkersuisut foruden den biologiske rådgivning er “forpligtet til at tage hensyn til internationale aftaler, fanger- og brugerviden samt at høre Fangstrådets medlemmer og kommunerne. Brugerviden er udmøntet blandt andet via relevante hovedorganisationer, Fangstrådets medlemmer, borgermøder samt i undersøgelserne før rådgivningen omkring fangstdyr gives”.
Se her hvordan næste års kvote ser ud:
Naalakkersuisut oplyser, at eventuelle overskridelser af foregående kvoteårs (2024, red.) kvote vil blive fratrukket relevante forvaltningsområdes kvote efter fordelingen.
Naalakkersuisut har sat en høringsfrist med at indlevere kommentarer til den 4. november.