Kuupik-nej til Margrethe
Formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist melder afbud til Dronning Margrethes 70-års fødselsdagsfest.

Normalt tropper såvel formanden for Naalakkersuisut og Inatsisartut op, når Dronning Margrethe og andre af kongehusets betydelige medlemmer udsender officielle invitationer. Men sådan bliver det ikke ved fejringen af Dronning Margrethes 70-års fødselsdag den 16. april.
Kuupik Kleist har i stedet valgt at prioritere det politiske arbejde under forårssamlingen i Inatsisartut. En hektisk samling med mange vigtige sager, der skal behandles på ganske få uger. Det betyder et afhud til fødselsdagsfesten med regentparret og den øvrige royale familie på Fredensborg Slot med mad og dans.
Ifølge AG’s oplysninger kommer formanden for Inatsisartut, Josef Motzfeldt, formentlig til at repræsentere det officielle Grønland alene. Det kan dog ikke bekræftes af Kongehuset, som aldrig oplyser, hvilke prominente gæster, der er på invitationslisten, og hvem som melder afbud eller siger ja.
Hvad den officielle gave bliver til Dronning Margrethe, som gennem et langt liv har besøgt Grønland utallige gange, vides endnu ikke.