Krydstogtsskibe tømmer lokale butikker
Borgere i Sisimiut har i løbet af krydstogtsæsonen bemærket, at hylderne i byens butikker kan blive hurtigt tømt, når et stort krydstogtskib lægger til kaj. Særligt varer som frugt og grønt forsvinder hurtigt. Pisiffik understreger, at butikkerne skal blive bedre til at planlægge og indgå aftaler med krydstogtskibene i god tid for at undgå tomme hylder.
Foto: Tôrtia Reimer-Johansen
Morten Siegstad, der bor i Sisimiut har været vidne til et stort indkøb fra besætningen på et krydstogtskib. Ifølge ham tømte besætningen næsten alle hylderne i afdelingen for frugtvarer, således at lokale kunder næsten ingen muligheder havde for at handle ind.
- Det er uacceptabelt, at krydstogtskibe kan købe stort ind og næsten efterlade hylderne tomme for os borgere, siger Morten Siegstad til Sermitsiaq.
Krydstogtsskibe foretager stort indkøb
Ifølge Tina Hansen, der er kommunikationschef i Pisiffik, er det ikke usædvanligt, at hylderne bliver tømt, når et krydstogtskib foretager et stort indkøb. Hun forklarer, at problemet ofte opstår på grund af den begrænsede holdbarhed på varer som frugt og grøntsager. For at undgå madspild er det svært at opbevare et stort ekstralager af disse varer.
- Sommetider skyldes tomme hylder et pludseligt stort indkøb fra et krydstogtskib. Det er primært fingrønt, der er problemet, da vi ikke tør købe et stort ekstralager af disse varer pga. madspild, siger Tina Hansen til Sermitsiaq.
Prioritet til de lokale
Selvom krydstogtskibene kan skabe midlertidige problemer med varebeholdningen, forsikrer Tina Hansen, at Pisiffik har de lokale kunder som deres første prioritet.
- Når skibene kontakter os med en forespørgsel om et stort indkøb på kort varsel, siger vi som regel nej for at sikre, at vores lokale kunder har adgang til de nødvendige varer, siger hun.
Besætningen finder dog nogle gange vej til at købe ind alligevel, forklarer hun.
Mulighed for forbedring
Tina Hansen ser dog ikke krydstogtskibene som et problem, men snarere som en mulighed. Hun understreger, at butikkerne i Sisimiut skal blive bedre til at planlægge og indgå aftaler med krydstogtskibene i god tid.
- Vi ser ikke krydstogtskibene som et problem, men snarere som en mulighed. Vi skal blot blive endnu bedre til at tilpasse og lave aftaler med skibene på forhånd, så vi kan imødekomme lokale og turisters behov, slutter hun.