Krydstogtsafgift sætter skub i nye turismeforbedringer

Kommuneqarfik Sermersooq har fået knap 2,6 mio. kr. i krydstogtsafgifter for 2024-sæsonen, og disse penge skal nu gå til en bred vifte af initiativer, der styrker turismeindsatsen i kommunen.

Skiltningen for gående krydstogtsturister på havnen i Nuuk skal forbedres, hvilket er et af flere initiativer, som krydstogtsafgiften skal gå til.
Offentliggjort

I 2024 har krydstogtsskibene måttet betale et gebyr for hver passager på 50 kroner, hver gang man anløb en havn. Det bringer den samlede afgiftsindtægt op på 2.595.000 kroner, som fordeler sig på følgende måde:

  • Nuuk: 1.967.750 kr
  • Paamiut: 259.800 kr.
  • Ittoqqortoormiit: 321.300 kr.
  • Tasiiilaq: 46.150 kr.

Forleden besluttede økonomiudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq, hvad pengene skulle bruges ved at lave en bruttoliste over initiativer, som skal igangsættes inden sommeren 2025.

Listen ser således ud:

Paamiut og Ittoqqortoormiit: 

  • Kursus i erhvervssejlads til turister, udbudt af Grønlands Maritime center. Pris cirka 650.000 kr for hver by.

Tasiilaq: 

  • Projektering af tidevandstrappe ved Ikateq, da anløbsforholdene ved den nedlagte amerikanske base er kritisable. Pris 150.000 kr.

Nuuk: 

  • Offentligt toilet ved tidevandstrappen. Toilettet vil blive bygget sammen med den nuværende container, der fungerer som venteværelse i samarbejde med Sikuki Harbour A/S. Pris ca. 400.000 kr.
  • Hytter til kommunale aktiviteter såsom Nuuk Food Festival, Snow Festival og lignende arrangementer. Pris ca. 400.000 kr.
  • Opsætning af pontonbro på klippe i bugten ved Kapisillit til vandreturister, der vil se isfjorden. Broen vil være en naturlig adgang til Visit Nuuks nye stisystem i området. Pris ca. 700.000 kr.
  • Skiltning på havneområdet i Nuuk. Gående turisters færdsel fra krydstogtsskibe samt færdsel til og fra tidevandstrappen er meget besværlig og turister ses ofte gående ude på kørebanen. Pris ca. 50.000 kr.
Powered by Labrador CMS