Kroatiens præsident: Krim-halvøen er tabt land for Ukraine

Ukraine kalder udtalelse fra Kroatien om Krim-halvøen, der blev annekteret af Rusland, for "uacceptabel".

Kroatiens præsident Zoran Milanovic er kendt for at være kritisk over for EU og politisk at være på linje med Viktor Orban, der er premierminister i Ungarn. (Arkivfoto)
Offentliggjort

En kontroversiel udtalelse fra Kroatiens præsident, Zoran Milanovic, om Krim-halvøen vækker vrede i Ukraine.

Præsident Milanovic mener, at Krim aldrig kommer tilbage på ukrainske hænder. Halvøen i Sortehavet blev annekteret af Rusland i 2014.

Det er en opsigtsvækkende udmelding om territoriet, der af langt de fleste lande anses for retmæssigt at tilhøre Ukraine.

En talsperson for det ukrainske udenrigsministerium mener, at bemærkningen skaber tvivl om Ukraines territoriale integritet. Han kalder udtalelsen for "uacceptabel".

Det fremgår af et opslag på Facebook tirsdag.

- Vi anser det for at være en uacceptabel udtalelse fra Kroatiens præsident, som effektivt sår tvivl om Ukraines territoriale integritet, skriver den ukrainske talsmand, Oleg Nikolenko.

Kommentaren om Krim-halvøen faldt, da den kroatiske præsident skulle forklare, hvorfor Kroatien tøver med at give Ukraine militær støtte.

Tilbage i december afviste Kroatiens parlament en forespørgsel fra EU om at tage del i fælles militær støtte til det krigsramte land.

Det er ikke nyt, at Milanovic gør sig upopulær i Ukraine. Han har tidligere flere gange kritiseret Vestens tilgang til Ruslands krig.

Det er "dybt umoralsk", det som Vesten har gang i i Ukraine, mener præsidenten. Han henviser til USA's og Europas militære bidrag. Men der er "ikke nogen løsning" på krigen, siger Milanovic.

Milanovic har generelt stået for en EU-kritisk linje som præsident. Og hans politiske synspunkter stemmer i høj grad overens med Ungarns premierminister, Viktor Orbans.

Milanovic' rolle er dog primært symbolsk. Den politiske magt ligger i højere grad hos Kroatiens premierminister og parlamentet.

Spørgsmålet om Krim er særdeles følsomt i Ukraine. Præsident Zelenskyj har svoret at ville genetablere Ukraines kontrol over halvøen.

Powered by Labrador CMS